Dansekapellet ved Bispebjerg Kirkegård danner rammen for danseforestillingen ” Immortality & Global Souls” – som en del af CHP Stage-programmet.
Immortality er en solodans om udødelighed fortolket af danseren Mario Pounde fra Cameroun, der har rødder i både traditionel afrikansk dans og urban dans.
Global Souls er en trio, om menneskets evne til at forholde sig til omgivelsernes kræfter, hvad enten det er i barske naturområder eller i storbyen. Trioen består af Ismaera Takeo Ishii fra Japan, José Rodrigues Junior fra Brasilien og Immortality fortolkeren Mario Pounde fra Cameroun.
Danseforestillingen begynder med Mario Pounde på scenen. Han er moderne danser, med stærke afrikanske islæt. Hans øjne er gennemborende, og det virkede nærmest som om han til tider er i trance, når han danser sin solo. Det er som om, man får et kig ind i hans sjæl, for der er så meget urkraft over hans dans, som var det hans sjæl, der dansede.
Udover at være en utrolig dygtig teknisk danser har han sit eget helt unikke og meget uventede talent, hans arme og hænder har de mest æstetiske smukke bevægelser, som nærmest gør dem talende, og hans formidable håndbevægelser tager ofte over i formidlingen af hans egen historie. Dynamisk urkraft i kombination med bevægelser, der ønsker at formidle en historie.
Dernæst kommer alle tre dansere på scenen.. Brasilianske José Rodrigues Junior, sikke et slangemenneske, og en glad dreng, konstant er der store glade smil over hans ansigt. Han har en helt fantastisk flot kontrol over sin egen krop, hvilket er dybt fascinerende, samtidig virker hans dans som en leg. Legende og smilende.
Uden tvivl er de tre dansere på et meget højt internationalt niveau, og deres individuelle baggrunde træder frem. På den måde er titlen Global Souls perfekt, for denne aften er et møde med tre forskellige sjæle.
Danserne er teknisk dygtige på et utrolig højt niveau. Og hver har sit helt utrolig særpræg. Det er en fascinerende og meget dragende oplevelse. Men det er som om, der næsten sker for meget og for mange indtryk. På et tidspunkt så det ud, som om, at de tre 3 eminente dansere spiller imaginært fodbold, andre gange som de plukker korn til madlavningen eller ikke drikker og deler té. Fodbold er stort i Brasilien, korn og landbrug er vigtigt i Afrika og de drikker vist te i Japan, men er det virkelig så enkelt og er det korrekt afkodet.
Det som taler til fordel for ideen og ikke mindst koreografien, er at hver danser unikke personlighed og baggrund blev præsenteret. Men de koregrafiske virkemidler virkede nærmest karikerede og lidt for simplificeret – fodbold, madspisning og tedrikning.
Forestillingen slutter med Japanske Ismaera Takeo Ishii Butoh dans. Dansen er absolut mageløst og skaber den største forundring. Butoh dans er en helt speciel kropslig dans også kaldet mørkets dans, der udforsker de mørkeste sider af den menneskelige natur.
Ismaera Takeo Ishii er uden tvivl en af de førende danser indenfor Butoh dansen, og ved hjælp af Lene Boels koreografi tages dansen til ny højder. Isamera som er barfodsdanser har gemt en skuespiller i sig. Og hendes ansigt fordrejes i groteske udtryk, ikke mindst hans øjne, der bevidst bliver gjort skeløjet. Samtidig arbejder han med en meget feminin energi om sig. Butoh dansen går fra ekstrem langsomme og meget lange bevægelser, som var han en statue til hektiske dansefald og rul. Dansen er utrolig fascinerende, sofistikeret på sin helt egen måde og utrolig udtryksfuld. En dans sjældent set med så stor symbolism
Som publikum blev man næsten mættet af alt den danse symbolisme og det meget ”talende” dansesprog.. Og det virkede desværre forstyrrende i beundringen af disse tre absolut helt eminent dygtige dansere.
Lyddesigneren Jesper Kongshaug skal have stor ros, for lyset var utrolig lækkert, og de forskellige stemningsbeskrivende farver fungerede helt optimalt. Men lyden som eftersigende skulle improviseres frem under selve forestillingen af den engelske komponist Rex Casswell fungerede ikke perfekt denne aften, det var nærmest et kontinuerligt tungt beat tilsat forskellige lyde. Kulturtid.dk giver 4 stjerner til ”Immortality og Global Souls”.
Dansere: Ismaera Takeo Ishii (Japan), José Rodrigues Junior ( Brasilien), Mario Pounde(Cameroun)
Ide og koregrafi: Lene Boel
Komponist: Rex Casswell
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Kostume: Dorte Thorsen
Producer: Ann-Jette Caron
Teknik: Malte Haugaard & Nicolaj Olsen
Grafik: Malene Henssel
Premiere 28.maj. 2019
Tid: 90 minutter