Det er et vidunderligt gensyn med John Neumeiers udgave af balletten Kameliadamen fra 1978 og flere gange opført på Det Kongelige Teater. I 2019 afslutter balletten sæsonen med Kameliadamen – desværre med meget få opførelser.
Historien handler om den unge brystsyge kurtisane Marguerite, der dør ung og forgældet og efterlader sin hjertes store kærlighed Armand tilbage. Balletten foregår under en auktion, hvor Marguerites ting sælges. Historien udvikler sig gennem Marguerites, Armands og hans fars erindringer om livet før og efter Marguerite.
Der er mange dilemmaer i handlingen. Der er de to unge, der oplever en ægte kærlighed med det lille problem, at den livsstil, de gerne vil have, er lidt svær at finansiere. Der er relationen til den rige hertug, der (med rette) kan føle sig pikeret over, at festen, der inkluderer Armand, foregår for hans regning. Endelig er der Armands fars relation til sin søn og til den kvinde, han ikke er glad for, at hans søn er involveret med.
Et af forestillingens mest gribende øjeblikke er mødet mellem faderen og den unge kvinde. Sebastian Kloborg gav et stærkt og dramatisk udtryk i mødet med Kameliadamen, hvor hans ærinde er at overtale hende til at opgive hans søn. Han er stålsat, da han bogstaveligt ikke vil tage hendes fremstrakte hånd. Han har et budskab, han skal have afleveret for at få løst denne penible situation, hans søn i ungdommelig dumhed har sat sig selv og dermed måske også sin far i. Som en træmand fra bourgeoisiet fører han sig frem med, hvordan problemet hurtigt og nemt fjernes. Samtidig er han overbevist om, at han har retten på sin side. Hvad han ikke havde regnet med, var at han i kameliadamen mødte et menneske af kød og blod. Et menneske, der havde mod og mandshjerte nok til at sige ham imod, i dansen illustreret ved, at kameliadamen overskrider hans intimsfære ved på tå at gå helt tæt på ham, og det er oplagt, at hun er vred og ikke lader sig spise af.
Det er et af forestillingens store dilemmaer, der på scenen stråler ud af Sebastian Kloborgs kejtede, næsten firkantede partnerarbejde med Ida Praetorius. De ender med at mødes i hjertets forståelse – ikke erotisk – på ingen måde, men i et øjeblik, hvor kurtisanen – den holdte kvinde indser, at faderen har en pointe, og hvor faderen på sin side kan se den unge kvinde for, hvad hun også er. En smuk ung pige, der har fattet oprigtig kærlighed til hans søn. Kloborg udfylder rollen som faderen smukt, og det er svært, for det meste af tiden består den i, at han sidder helt stille uden for scenen uden at gøre noget, men man føler og følger ham hele tiden. Det er en kunst.
Der kører to spor i handlingen. Der er Marguerites virkelige liv, og så er der balletten kurtisanen Manon, der konstant bedrager Des Grieux, som Marguerite forarges over. Marguerite er syg og ser sig nødsaget til at have en rig velgører og vil derfor kun involvere sig med Armand i al hemmelighed. Dermed får Marguerite sat sit liv i perspektiv. Silvia Selvini og Gregory Dean dansede Manon Lescaut og Des Grieux.
Der er meget at se på i balletten. Der er storslået smukke kostumer og en enkel, men virkningsfuld scenografi – begge dele skabt af Jürgen Rose. Bare Marguerite har hele 13 kjoleskift i løbet af balletten og den ene robe er skønnere end den anden. Der er balscener, teaterbesøg og weekend på landet for en bunke unge venner til Marguerite og Armand.
Alison Smith leverer klavermusikken af Chopin. Hun er en fantastisk pianist, og det er en flot bedrift at spille til en helaftensballet.
Som Marguerite og Armand dansede Ida Praetorius og Ryan Tomash. Ida Praetorius er henrivende skrøbelig som den døende Marguerite. Samtidig er hun stærk i sine meninger og i sin kærlighed til Armand. Praetorius er veldansende og fnuglet. Den purunge Ryan Tomash spiller og danser godt op til Praetorius på trods af hendes større erfaring. De er skønne sammen, og sammen klarer de de mange ekstreme løft, som Neumeier byder på i sin neoklassiske koreografi. Det er ikke let, for ud over de store løft skal herrerne sørge for at kunne se gennem damernes kjoler, der uvægerligt falder ned over deres ansigter.
Ida Praetorius var bedårende som Marguerite og erhvervede sig derudover senere på dagen en Reumert som årets danserinde for sin præstation i Askepot – Stort tillykke!!
Kameliadamen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene
Koreografi: John Neumeier
Musik: Frédéric Chopin
Scenografi og kostumer: Jürgen Rose
Lysdesign: John Neumeier, realiseret af Ralf Merkel
Iscenesættelse: John Neumeier med Laura Contardi, Kevin Haigen, janusz Mazon og Radik Zaripov samt Jean-Lucien Massot, Fernando Mora, Anne Holm-Jensen Peyk, Claire Still og Amy Watson
Pianist Alison Smith
Dirigent: Tom Seligman
Medvirkende: Ida Praetorius, Ryan Tomash, Sebastian Kloborg, Christina Michanek, Nicolai Hansen, Emma Riis-Kofoed, MacLean Hopper, Thomas Rischel, Hilary Guswiler, James Clark, Fernando Mora, Silvia Selvini, Gregory Dean, Eliane DÁbadia, Samuel Zaldivar, Tobias Praetorius, Wilma Giglio, Jón Axel Fransson, Georgi Kapitanski, Finn Fransen, Eric da Silva, Anna Westerholm, Mattia Santini, Tara Schaufuss, Matteo Di Loreto, Heather Dunn, Guilherme De Menezes, Astrid Elbo, Stephanie Gundorph, Emerson Moose, Alisha Brach, Liam Redhead
Varighed: 2 timer og 45 minutter inkl. to pauser
Spilleperiode: 24. maj til 7. juni 2019
