Pontus Lidberg, kunstnerisk leder af Dansk Danseteater, fejrede med sit nye værk Kentaur, at kompagniet må anses for fuldvoksent nu, hvor det har eksisteret i hele 40 år. Det er en bedrift for et moderne kompagni og stort tillykke med det. Lidbergs ønske om at få sine dansere på Skuespilhusets store scene gik samtidig i opfyldelse. Det er flot, at Danmark har et etableret alternativ til den kongelige ballet, og at kompagnierne sameksisterer, endda nærmest under samme tag. Kompagniet har til huse på Operaens lille scene Takkelloftet, der efter skammeligt at have været lukket i en årrække, nu er hjem for kompagniets eminente dansere. Det er helt i den gamle skibsreders ånd. Han havde betinget sig, at operaen skulle indeholde en scene forbeholdt dans.
Jubilæet blev før forestillingen markeret med taler fra en af kompagniets to stiftere Anette Abildgaard, af nuværende leder Pontus Lidberg, bestyrelsesformand Uffe Savery og endelig Det Kongelige Teaters teaterchef Kasper Holten. Der blev således for en kort stund set tilbage. De 40 år har budt på en imponerende udvikling fra at være ganske få mennesker, der agerede med meget få midler til at være et internationalt anerkendt kompagni, der er på den danske finanslov.
Pontus Lidberg ser oplagt fremad og ind i fremtiden, og der er spørgsmål om kunstig intelligens et oplagt emne at udforske. Der er muligheder i kunstig intelligens – en maskine kan sortere oplysninger i et omfang, så den menneskelige hjerne ikke kan følge med. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at mennesket bliver overflødigt. Det er her begrebet Kentaur kommer ind. Det er ikke fabeldyret fra den græske mytologi, men er betegnelsen for computerteknologi, der opgraderer et menneskes egenskaber. Det letter for eksempel medicinsk forskning og kan bane vejen til ny viden. Det indebærer naturligvis etiske problemer, der skal vurderes, før menneskeheden pr. automatik sætter de intelligente maskiner til at vise vejen.
Menneskeligt kan de fleste manipuleres, og den styring, det moderne menneske udsættes for sker ganske frivilligt. Det sker på de sociale fora, hvor langt de fleste af os befinder os på daglig basis. Tro ikke, at vi har en selvstændig tanke tilbage – det er naivt.
Pontus Lidberg har i samarbejde med Cecilie Waagner Falkenstrøm skabt forestillingen Kentaur. Falkenstrøm har opfundet maskinen, der har bearbejdet alle data om danserne. Deres sociale mediaprofiler er gennemgået og på den baggrund kender maskinen dem. På bagvæggen kører elektroniske data i en lind, flimrende strøm. Maskinen, der både taler med en maskulin og en feminin stemme, stiller danserne op på koordinater og fortæller hver især om deres evner. På baggrund af de enkeltes profiler har maskinen dannet sig et godt billede af dem. Det kan være intelligens eller mangel på samme, det kan være spørgsmål om mængden af fantasi, ligesom slibrige detaljer om dansernes privatliv kommer under behandling. Den er skønt uforskammet denne maskine, når den hundser rundt med danserne. Den er følsom, kan blive vred og fornærmet. Det er sjovt med en maskine med følelser. Og så er den grov, når en af danserne bogstaveligt afklædes og står i Adamskostume i mere end et kvarter og i samme tidsrum ignoreres af sine meddansere. På et tidspunkt svarer danserne forståeligt nok igen og undlader at adlyde. Hvad kunne man ellers forvente?
Maskinen har hovedrollen i dette univers, hvor danserne er små brikker, der manipuleres med. De styres selvfølgelig i den grad også af Pontus Lidberg, der får sine dansere til at løbe, slå kolbøtter og vejrmøller, rulle rundt på gulvet, når de ikke danser tæt. En kamp på liv og død bliver det også til, når der skydes med imaginær bue og pil.
Processen er spændende og nytænkende, men de ni dansere har en kæmpe opgave med at skulle fylde den store scene, og de drukner lidt i al elektronikken. Det kan være en pointe i sig selv, men så skulle det muligvis have været endnu tydeligere, at mennesket kan have svært ved at hamle op med en maskine, der er hurtigere på tasterne end en selv.
Man kommer ikke helt i mål, men visionerne er der. Spændende, hvad de kommende år med Pontus Lidberg ved roret bringer.
Kompagniet er på flere måder gået digitalt. Programmet kan QR-scannes til smartphone, hvor det kræver en kraftig læsebrille at læse det. Hvad man gør, hvis man ikke har en telefon, der kan scanne, er lidt uvist. Det sparer naturligvis papir ikke at have et traditionelt program, men mange ville nok være glade for at kunne orientere sig analogt, ligesom en bagud-skuende artikel i programmet om kompagniets 40 år kunne have været skønt.
Kentaur
Koreografi og koncept: Pontus Lidberg
Kunstig intelligens udviklet af: Cecilie Waagner Falkenstrøm
Lyd-og videodesign: Ryoji Ikeda
Computer-programmering til visuals: Tomonaga Tokuyama
Scenografi og lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Kostumedesign: Rachel Quarmby-Spadaccini
Dramaturg: Adrian Guo Silver
Musik: Franz Schubert, Ryoji Ikeda, Giacomo Puccini
Computerprogrammering til AI: ARTificial Mind & Technical University of Denmark – DTU Computer Department (Cecilie WF, Asbjørn O, Asbjørn KN, Thomas MJ and Teeratorn K).
Udvikling: The Center for Ballet and the Arts, New York UniversityCo-produktion: Dansk Danseteater, Oriente Occidente Dansefestival, Théâtre National de Chaillot og Det Kongelige Teater
Varighed: 1 time
Spilleperiode: 22. til 25. oktober i Skuespilhuset.
