Spanskfødte Marina Mascarell har siden 1. april 2023 været kunstnerisk leder for Dansk Danseteater, der har base på Operaens lille scene Takkelloftet. Der er altid et limbo for en ny leder, før hans eller hendes præg træder frem i repertoiret. Der er lavet planlægning frem i tiden af den tidligere person på posten – således også for Marina Mascarell. Det første kunstneriske udspil fra den nye chef har derfor været ventet med spænding. Det giver en indgang til, hvad publikum kan glæde sig til hos det statslige moderne dansekompagni, der for alvor har slået rødder i publikums bevidsthed.
På premiereaftenen fortalte Marina Mascarell, at hun bevidst havde valgt at sætte et af sine allerede eksisterende værker ´Køter´ fra 2015 op. Værket er oprindelig skabt til GøteborgsOperaens Danskompani. Hun havde ikke lyst til det ekstra pres, der er ved at skabe et helt værk fra bunden før hun er endnu mere fortrolig med sine dansere. At værket ikke er nyt, betyder dog ifølge Marina Mascarell ikke, at værket er det samme som for otte år siden. Hun har udviklet sig i de år, og det er nogle andre dansere. ´Køter´ undersøger Janteloven, og Mascarell har med sit værk ønsket at udforske, hvordan danskerne er. Hun havde derfor i forbindelse med arbejdet med værket stillet danserne 20 spørgsmål, hvis svar hun havde været forundret over. Hun havde eksempelvis ikke været forberedt på, at alle kendte deres naboer. Den havde hun ikke lige set komme.
Men til selve værket med den nedsættende titel ´Køter´, der både kan relatere sig til et gadekryds af en hund og kan være en fornærmende betegnelse for en person.
Danserne sad opstillet og smilede til os, da vi blev lukket ind i Takkelloftets lille black box scene. Det var en sjov begyndelse og lidt ”in your face”. Moderne danseværker lukker sig ofte om sig selv, men her var kontakten til publikum til at tage og føle på.
Værkets scenografi af Kristin Torp er betagende. En halvcirkel af betongrå elementer dannede nærmest en ”Berlinmur” på scenen. Adskillige orange harmonikaudfoldelige kartonfigurer a la Le Klint lampeskærme blev værket igennem brugt til henholdsvis skamler, stiger, borde og vægge, der bevægede sig nærmest usynligt. Det gav en fantastisk effekt, at dansere og scenografi næsten dansede med hinanden.
I sekvenser var gruppen samlet, og en enkelt danser var i centrum eller rettere holdt udenfor fællesskabet. Der blev smidt rundt med Yi-Shao, og det er voldsomt at se kompagniets mindste danser udsat for dette. Hun har et fantastisk bevægelsesmønster.
Der er afstraffelsesscener, hvor alle dansere skal aflevere deres ”harmonika” og inkasserer en lussing fra deres vogter.
Der danses ikke kun i værket. Der er også en talt dialog, og så bliver der gøet igennem. Der handler jo også konkret om hunde. Der er flere sjove bemærkninger – blandt andet, når Lukas Hartvig-Møller insisterer på at tale om Grand Danois´ danske fortræffeligheder. Der er modsætningsfyldte øjeblikke, hvor der skal holdes møde ved et stort mødebord – også formet af en stor orange harmonikafigur, hvor Lukas Hartvig-Møllers hoved stikker op, og hans orange hår lyser op. Mødelederen beder om ro, og at kontrollen skal bevares, hvilket resulterer i skrigen og råben fra alle.
Kompagniets dansere er meget forskellige i kropsform, alder og udtryk, men de fremstår som en sammentømret gruppe. De er alle uhyre kompetente og udtryksfulde, og det lyser ud af dem, at de har været med i den skabende proces.
Det er en god ide at interviewe sine dansere og derved lære dem at kende. Det giver et fingerpeg om, hvordan det er for dem at bo i Danmark. Mindre siger det muligvis om danskere, da Dansk Danseteater – sit navn til trods – i øjeblikket kun har en enkelt dansk danser.
Interessant eller måske en anelse selvmodsigende er det at udforske netop janteloven i regi af moderne dans, hvor den flade og demokratiske struktur er tilstræbt. Her skiller ingen sig i udgangspunktet ud. (Det er der dog altid, for dans er svær at demokratisere fuldkommen). Det er dog mindre indvendinger, for værket er både interessant, lidt skræmmende og sine steder vittigt.
Det bliver spændende at se fremtidige udspil fra Dansk Danseteater, deres dansere og ikke mindst Marina Mascarell.
Køter på Takkelloftet med og af Dansk Danseteater
Dansere: Jessica Lyall, Lukas Hartvig-Møller, Merete Hersvik, Bradley Waller, Edward Pearce, Lúa Mayenco Cardenal, Kristin Bjerkestrand, Leticia Silva, Yi-Shao, Amancio Gonzalez & Wolf Govaerts, Luca Tomaselli
Iscenesættelse & koncept: Marina Mascarell
Koreografi: Marina Mascarell i samarbejde med danserne
Musik: Yamila Ríos
Scenografi: Kristin Torp
Dramaturgi: Bodil Persson
Kostumedesign: Nina Botkay
Tekst: Josephine Olhoff-Jakobsen og Marina Mascarell
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Lyd-design: Rafael Cañete Fernández
Varighed 70 minutter uden pause
Spilleperiode: 17. til 28. januar
