Det er luksus at opleve en forestilling med ny koreografi og musik komponeret direkte til værket og danserne. Det var det publikum var vidne til ved lørdagens premiere i Skuespilhuset på ´Leaning Tree´ med Dansk Danseteater. Projektet er sat i søen af kompagniets tidligere leder Pontus Lidberg, men videreført af dets nye leder Marina Mascarell. Brasilianske Fernando Melo har skabt koreografien, og danske Signe Lykke har komponeret musikken.
´Leaning Tree´ er en forestilling, hvor alle sanser bliver pirret, og hvor hele teaterrummet spiller med. Musikerne fra Copenhagen Phil er placeret dels i Skuespilhusets lille orkestergrav, dels på tre af balkonerne og bagest i publikumsrummet. Det gav en fantastisk lyd med helt bogstavelig surroundsound effekt, ligesom det tydeliggjorde både musik og musikere og gjorde den og dem til medspillere og ikke kun usynlige tjenere for danserne. Signe Lykkes musik er smuk, enkel, sine steder enerverende insisterende og overordnet spændende, og dirigent Christian Øland løste sin noget vanskelige opgave med at føre sine musikere igennem værket, hvor end de var placeret.
Raphael Frisenvænge Solholm og Fernando Melos scenografi er genial i al sin enkelhed. Med tydelig inspiration fra Hammershøi har de skabt en firdelt væg, der kan klappes helt sammen, kan formes til et kvadratisk rum. Der er firkanter, der enten kan blændes, kan blive til vinduer, man kan se igennem eller blive til et spejl, hvor der kun kan ses den ene vej, ligesom der er en dør. Alle dele kan tages af og sættes på i adskillige kombinationsmuligheder. Med vinduerne skabes en illusion af konfrontationsparade af forbrydere. Danserne er i den grad på arbejde med denne væg, når den skal skubbes rundt på drejescenen, sættes sammen og skilles ad igen. Det gav en forunderlig effekt, at de i processerne var usynlige, men vi i publikum vidste bestemt, at de var der. Det er en scenografi, der bruges som bogstaveligt led i koreografien, når en danser hænges med hovedet nedad og køres rundt, så man ser de resterende dansere midt i et møde på den anden side af væggen, eller når en danser er i konfrontation med den aftagne dør, før den endegyldigt rammer gulvet.
Fernando Melos koreografi har ikke decideret handling, men han har skabt dystre og en anelse matrixagtige stemninger, der giver mindelser til fængselsceller, hvor vi ikke ved, hvad den indsatte måtte have bedrevet, og hvad hans relation til sine besøgende er, om end en scene mellem ham og en kvinde viste et nært forhold – om det er et tæt familiemedlem eller en kæreste. Vi ved det ikke. Meget foregår i slowmotion. I begyndelsen er en mand spærret inde, hvorefter danserne i en stor gruppe meget langsomt kommer ind ad døres og invaderer hans verden. I andre scener er danserne fastlåste og svajer i vinden. Her er skabt en fuldstændig utrolig illusion, når danserne står ret op og ned, mens de med helt rank ryg læner sig faretruende langt ned. Man når at tænke, at det kan da ikke lade sig gøre, (og uden at ødelægge mystikken kan det her afsløres, at skoene er slået fast i en træplade med syvtommers søm og holder godt fast på danserne). Det ændrer dog ikke ved, at effekten er utrolig, og at man skal være professionel danser med en kropsforståelse noget over middel for at kunne udføre de langsomme frem- og tilbagelænede stillinger.
Forestillingen er virkelig vellykket, og derfor er det så meget desto mere ærgerligt, at spilleperioden er på kun tre dage. Så skynd jer at få købt en billet inden det er for sent.
Leaning Tree i Skuespilhuset
Koreograf: Fernando Melo
Komponist: Signe Lykke
Orkester: Copenhagen Phil
Dirigent: Christian Øland
Dansere: Jessica Lyall, Edward Pearce, Lukas Hartvig-Møller, Bradley Waller, Leticia Silva, Yi Shao Li, Kristin Bjerkestrand, Lúa Mayenco Cardenal, Merete Hersvik og Jens Schyth Brøndum
Scenografer: Raphael Frisenvænge Solholm og Fernando Melo
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Kostumedesign: Maria Ipsen
Kompagni: Dansk Danseteater
Varighed: 1 time uden pause
Spilleperiode: 21. til 23. oktober i Skuespilhuset.
