Det ikoniske kompagni New York City Ballet og Tivoli har et specielt bånd – både på det kunstneriske og personlige plan. Danskerne har taget kompagniet til sig som deres eget og har følt, at de har en aktie i det, blandt andet fordi flere mandlige danske dansere har haft imponerende karrierer her. Det er ved at være en saga blot. Ask la Cour er last dane standing i kompagniet, og der lød da også ekstra klapsalver, da han indtog scenen i Four Temperaments på denne helt specielle aften i København.
Tivoli havde 175 års fødselsdag, NYCB har eksisteret i 70 år, og det var 10. gang, kompagniet gæstede København og samtidig 10 år siden, de sidst havde været i Danmark. Der var således en del at fejre ved premieren på gæstespillet, der åbnede med en hyldestaften til stifteren af New York City Ballet, George Balanchine. Det blev med tre af hans balletter; Serenade fra 1935, Four Temperaments fra 1946 og Symphony in C fra 1947.
Det er tre meget forskellige men helt særegne balletter, der umiskendeligt alle har Balanchines kendetegn over sig. Alt uvæsentligt er skåret væk, og tilbage står dansen, musikken og lyset.
De er alle som udgangspunkt abstrakte, men historierne står nu i kø alligevel, og musik, trin, kostumer og lys giver dem hver deres præg.
Serenade fra 1935 er New York City Ballets signaturballet med tyst musik af Tschaikovsky. Der er en stemning af renhed, når tæppet går, og scenen er fyldt med damer, der står helt stille i lyseblå dragter med ankellange tylsskørter. Alle har den ene arm løftet, og når musikken starter giver hånden et lille knæk, og man er i gang. Det er gennemsmukt med historier om mænd og kvinder, der møder hinanden.
Paul Hindemith komponerede Four Temperaments til George Balanchine, og til musikken har Balanchine skabt en af sine sort/hvide balletter. Damerne er i sort trikot og herrerne er i sorte trikot og stramme hvide t-shirts. Scenen er bar og denne gang med en blå baggrund, der ikke skifter. Det er ærgerligt. I tidligere opførelser skiftede baggrunden farve, når de fire forskellige temperamenter, melankolikeren, sangvinikeren, flegmatikeren og kolerikeren danses. Lad det nu være – ellers var det et forunderligt gensyn med denne neoklassiske perle, hvor fødder og hænder knækker, som publikum ikke havde set det i 1946. Det er stadig imponerende, og kompagniet er i den grad veldansende. Særlig bemærkede det danske publikum uden tvivl smukke Ask la Cour i det flegmatiske temperament, hvor han holder hele fire damer i skak på scenen.
Aftenen sluttede med Symphony in C med musik af Georges Bizet. Det er russisk bravur udsat for new York – damerne er i gnistrende hvide tutuer og herrerne er helt i sort. Det er flot, hurtigt og imponerende.
Danserne blev akkompagneret af Tivolis symfoniorkester dirigeret af Daniel Capps, der er med fra New York. Herligt med levende musik.
Og så er der elefanten i rummet. Gæstespillets program er tilrettelagt af Peter Martins og Tivolis Peter Bo Bendixen, men Martins er ikke med i København. Han er trådt tilbage som leder af kompagniet i begyndelsen af 2018 – delvis i unåde efter anonyme anklager om chikane. Det er en ulykkelig sag, for Peter Martins har ledet kompagniet med succes i mange år og var i sin tid en gudesmuk og dygtig danser. Faldet fra tinderne må være ekstra hårdt, når det sker fra toppen af et af verdens mest prestigefyldte balletkompagnier. Der er ikke rejst sag mod Peter Martins!
Med Martins væk dukker alle gætterierne om, hvem der mon for alvor skal lede det prestigefyldte kompagni, op. En favorit blandt flere er den kun 30-årige Justin Peck, der er solist i kompagniet og allerede har gjort sig gældende som koreograf.
I gæstespillets moderne program har Justin Peck koreograferet The Times Are Racing. Det er unge mennesker i moderigtigt tøj af Humberto Leon. Det er en underholdende blanding af hiphop og west side story. Den moderne aften bød også på værker af Peter Martins, Christopher Wheeldon og Alexei Ratmansky.
New York City Ballet er et kompagni i verdensklasse, og det er skønt, at Tivoli har været i stand til at få det til København.
All Balanchine, onsdag den 15. august 2018
Serenade:
Musik Peter Ilyitch Tschaikovsky
Koreografi: George Balanchine
Kostumer: Karinska
The Four Temperaments:
Musik Paul Hindemith
Koreografi: George Balanchine
Lys: Mark Stanley
Klaversolo: Stephen Gosling
Symphony in C
Musik: Georges Bizet
Koreografi: George Balanchine
Kostumer: Karinska
Lys: Mark Stanley
