Det bliver ikke rigtig jul uden Nøddeknækkeren. Denne sæson er det Det Kongelige Teater, der har tjansen, som hvert andet år går til Tivoli, der både har H.C. Andersen, Carstensen og Bournonville med i historien. På Kongens Nytorv er det George Balanchines neoklassiske udgave fra 1954, som i nogle år har været på plakaten, der danses.
Det er en flot forestilling, og rigtig mange af ballettens dansere er på scenen på en gang. Omkring 60 børn er med, og det er sjovt for dem og for os i publikum. Bare at se de små engle, der på russervis laver rækker og mødes i kryds over scenen er et scoop. Det er de mindste børn, og man kan se, at de har øvet sig og har fået at vide, at de skal smile, og det gør de. I den anden ende af spektret befinder Anne Marie Vessel Schlüter og Poul Erik Hesselkilde, (ingen af de to er i øvrigt nævnt i programmet) sig. Hesselkilde og Vessel Schlüter er gæster til juleballet, og de er urkomiske. Hesselkilde træder i menuetten iført stok, og Vessel Schlüter besvimer i rundtossethed i Drosselmeiers arme. De er guld værd.
Det er også i denne udgave, at juletræet giver sig til at vokse helt op i himmelen næsten. Man kan bare mærke barneglæden fra de børn, der ser alt lidt større og lidt mere skinnende end de voksne.
I første akt er der julefest hos familien Stahlbaum. Der danses om juletræet, der deles gaver ud, der danses menuet, og så dukker Hr. Drosselmeier – den pudsige onkel op. På premiereaftenen dansede Gregory Dean partiet som Drosselmeier. Han gav en helt ny dimension til rollen. Ofte er Drosselmeier lidt skræmmende, og det er svært at forholde sig til relationen mellem onkel og den lille Marie. Her er der oplagt en varm relation mellem den lidt kinky, unge onkel, der har noget mere og andet at byde på end forældrene. Det var skønt at se, og samspillet med Freja Vibede, der var den lille Marie, var sødt.
Der foregår utroligt mange ting på scenen, og mange dansetableauer af mus, soldater og legetøj, der bliver levende, bidrager til løjerne.
Man skal nok lade krænkelsesbrillerne blive hjemme, for vi befinder os i en eventyrverden, og det er en ballet fra 1892, så det må tilgives, at kinesere portrætteres med trekantede hatte, mens de hopper ud og ind af en kinesisk tepotte, varm chokolade præsenteres som chokolade fra Spanien og kaffe fra Arabien er i skikkelse af en mavedanserinde. Det er flotte og sjove optrin. Stephanie Chen Gundorph danser som en drøm og ser vidunderlig ud i et meget forførende kostume.
Tobias Praetorius danser for som polkastang i et rød og hvidstribet kostume, overskæg og dertil hørende hulahopring. Det er en kraftpræstation. Oliver Starpov er inden i den kæmpestore polichinelle dukke, hvor han vinker ned til alt folket. Astrid Elbo var en yndig dugdråbe iført et glimtende og stramtsiddende kostume.
Den store grand pas de deux mellem Sukkerfeen og hendes kavaler blev danset af Holly Dorger og Marcin Kupinski. Det er russisk bravur om noget, og de var elegante som få, og Dorger har en sødme over sig, når hun dirigerer rundt med de små engle med sin magiske stav.
Eventyret i den lille Maries drøm foregår i sliklandet og ender med, at hun og prinsen svæver væk i en kane trukket af rensdyr. Her har Balanchine lidt overraskende valgt at slutte historien. I mange udgaver vågner den lille pige af drømmen og tænker tilbage på sin drøm sammen med forældrene, men det er et valg.
Forestillingen er sjov og flot, og med Tjajkovskijs overjordisk smukke musik kan det ikke blive meget bedre. Forestillingen opføres helt til 22. december!
Koreografi: George Balanchine
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Scenografi og kostumer: Anthony Ward
Lysdesign: Anders Poll
Dirigent: Christian Øland
Medvirkende: Nicolai Hansen, Christina Michanek, freja Vibede, Eskild Jørgensen, Gregory Dean, Tobias Jørgensen, Mattia Santini, Eukene Sagues, Vitor De Menezes, Bryant Steenstra, Holly Dorger, Marcin Kupinski, Lena-Maria Gruber, Matteo Di Loreto, Victoria Bell, Joscelyn Dolson, Isabella Rose Carroll, Carling Talcot-Steenstra, Filippe Moraes, Leander Rebholz, Emerson Moose, Stephanie Chen Gundorph, Meirambek Nazargozhayev, Stephanie Sahlgren, Giordana Gallo, Tobias Praetorius, Sivia selvini, Anna Westerholm, Heather Dunn, Birgitta Lawrence, Corey Herbert, Oliver Starpov, Astrid Elbo, Emma Håkansson, Camilla Ruelykke Holst, Sarah Olivia Klitgaard, Lydia Bevan, Marina Minoiu, Tara Schaufuss, Ditte Baltzer, Victoria Falck-Schmidt, Emilie Palsgaard-Jense, Isabel Dokkedal, Elvira Thomsen.
Varighed: 2 timer og 10 minutter inkl. pause.
Spilleperiode: 30. november til 22. december 2019