Dansefestivalen ´København Danser´ ved Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth har barslet med endnu et fantastisk initiativ fra dansens verden, idet det er lykkedes dem at få stjernekoreografen, belgisk-marokkanske Sidi Larbi Cherkaoui, til København på et kort gæstespil. Sidi Larbi Cherkaoui er her med sit eget kompagni ´Eastman´ og opfører værket ´Nomad`, der fandt sin fulde længde i 2019. Kompagniet er her i to dage og optræder på Folketeatret.
Værket er på en gang skræmmende og poetisk. Det foregår i en ørken, og på bagvæggen af scenen får publikum billedet af ørkenjorden, fyldt med sprækker og med en mangel på vand, der er til at tage at føle på. Det er ikke oplagt, hvor denne ørken befinder sig. Muligvis er Jorden i sin helhed allerede forvandlet til en ørken. Den sprukne jord er en konstant i billedet, men over jorden befinder der sig både himmel, bjerge, hav, landskaber eller atombomben viser sig i al sin gru og fascinerende skønhed. I en scene befinder nomaderne sig ikke på Jorden. Den er ved at fortone sig i det fjerne, og her er håbløsheden ved for alvor at indfinde sig.
Der er ikke meget håb for gruppen af nomader, der skal holde sammen på trods af at klimaet er barsk.
Sidi Larbi Cherkaoui er inspireret af hiphop, af Pina Bausch, William Forsythe og Trisha Brown, men er først og fremmest helt sig selv. Koreografien i ´Nomad´ er nærmest organisk. Danserne er et med gulvet, som de dog hurtigt næsten glider op fra. De er sam-dansede i kompagniet, og det er oplagt nødvendigt at være trygge med hinanden i et værk, hvor danserne går i bro, mens en anden danser træder op på ham eller hende. Eller når nogle dansere har stylter på både arme og ben og meget tydeligt forvandler sig til kameler og løber rundt for at skærme sig mod små hvirvelvinde eller måske ørkenrotter eller skorpioner. Det er fænomenalt gjort.
Der er soli, duetter og hele kompagniet, der danser de forskellige sekvenser. Sammen går de på en række og hælder vand iblandet lyst mudder ud på scenen. Det er, hvad der er tilbage at tage bad i.
Musik og sang er af Sidi Larbi Cherkaoui, Felix Buxton, Kaspy N’dia. Sidstnævnte er på scenen og både spiller og synger. Hvor ville det have været skønt at forstå teksten til den spændende musik, der gav mindelser til Mellemøsten.
Jan-Jan Van Essche har skabt de jordfarvede kostumer, der passer godt ind i ørkentemaet.
Værket er en tydelig kommentar til den klimakrise, vi alle ved ikke kun er på vej. Den er her allerede, men alligevel lukker vi langt hen ad vejen øjnene for de dystre udsigter for den planet, vi skulle passe meget bedre på. Det er en intens forestilling, og hvis man skulle have en enkel anke, var det, at den var 10 minutter for lang. Meget mere end en time med så meget intensitet er svær at tage ind.
Det ændrer dog ikke ved, at toneangivende politikere både her og i udlandet skulle være tvangsindlagt til at se værket. Det ville måske få dem til at gøre noget ved klimaet øjeblikkeligt i stedet for at se den anden vej.
Endnu en gang TAK til Birkkjær og Mieth for at give publikum en på den kunstneriske oplever. Forude venter gæstespil med Batsheva Ensemble, Les Ètoiles de L´Opera de Paris og Les Ballets Trocadero de Monte Carlo.
Koreografi og instruktion: Sidi Larbi Cherkaoui
Assisterende koreograf: Oscar Ramos
Musik: Sidi Larbi Cherkaoui, Felix Buxton, Kaspy N’dia
Yderligere musik: Yarkin featuring The Sufi Vocal Masters, Al Adhan, Al Qantarah, Fadia Tomb El-Hage, Oli Savill (Percussion), traditional songs from the Amami islands in Japan
Lyddesign: Felix Buxton
Livemusik: Kaspy N’dia
Kostumer: Jan-Jan Van Essche
Scenografi: Willy Cessa, Adam Carree
Lysdesign: Willy Cessa, Sam Mary
Videodesign: Paul Van Caudenberg
Instruktør og assisterende koreograf: Shawn Fitzgerald Ahern
Kunstnerisk rådgivning: Václav Kuneš
Dansere:
Marina Kushchova, Anna Senognoeva, Astrid Sweeney, Mabrouk Gouicem, Shawn Fitzgerald Ahern, Nassim Baddag, Jonas Vandekerckhove, Kazutomi “Tsuki” Kozuki, Mohamed Toukabri, Pol Van den Broek, Oliver Tida Tida
Varighed: 65-70 minutter uden pause
Spilleperiode: 11. og 12. august 2022
