Indrømmet. De fleste voksne mennesker har – eller har som minimum haft – et noget anstrengt forhold til naturvidenskab, som vel egentlig udspringer af en ofte triviel og ensporet undervisning i folkeskolerne. Den manglende interesse smitter af på næste generation og det er måske netop derfor, at Sigurd i samarbejde med Novo Nordisk Fonden har sat sig for at genfortælle naturvidenskabens mange mirakler og gøre det spændende for både børn og voksne.

Sigurds fortælleevne er som altid fænomenal. Han fanger hele salen uagtet alder og hans musikalske talenter får alle til at kæmpe med at sidde stille. Sammen med Eskild Dohn, som vel efterhånden kan betegnes som fast makker for Sigurd, leverer de både læring og fest i en og samme cocktail for børn, når vi møder alt fra de skønne græske filosoffer til Steno, homo sapiens, Marie Curie, Darwin og mange mange flere.

Begge herrer er vanvittigt musikalske og formår fra første toneanslag at inkludere børn såvel som voksne i både undervisningen og sangen, ja sågar med at affyre en rumraket i bedste NASA-stil. Flere af numrene – for ikke at sige størstedelen – er virkelig fængende, og man skal virkelig lægge bånd på sig selv for ikke at nynne nogle af dem på vej hjem eller for den sags skyld blænde op for dem på Spotify.

I Jylland udgøres dansetruppen af fire skønne piger: Carla Hededam Vangsgaard, Emilia Hansen Warming, Julie Vinther Nielsen og Ellen Søndergaard Justesen. Danserne blæser hele salen bagover, da de fra første trin udviser så meget energi på scenen, at man skulle tro det var umuligt. De danser afsted som professionelle dansere og man må nærmest knibe sig selv i armen for at tro på, at det er så unge dansere, der er med at gøre. Hvert eneste dansetrin danses helt ud i hvert enkelt led og muskel i kroppen, og de er i den grad med til at sikre, at ’Sigurd fortæller om naturvidenskab’ er den fest, som det nu en gang er.

Sandra Bothmann er den søde og nysgerrige Ida, der på fineste vis leder os gennem naturvidenskabens mange spørgsmål. Hendes undren og på en eller anden måde også frustration over ikke at kunne forstå det hele, afspejler helt perfekt de følelser, som naturvidenskaben netop kan fremkalde i os alle: nysgerrighed, frustration, overraskelse og fascination.

Alt i alt er ’Sigurd fortæller om naturvidenskaben’ en sand gevinst for både børn, voksne og undervisere. En perfekt og sublim måde at vække den nye generations interesse for naturvidenskaben og måske endda også en måde, hvorpå vores andres nysgerrighed vækkes. Den fantastiske og elegante opbygning, hvor det grafiske i form af flotte og sjove hologrammer spiller en fantastisk og flot rolle, gør showet til noget, som alle burde se.

’Sigurd fortæller om naturvidenskab’

Manuskript, pianist og fortæller: Sigurd Barrett

Instruktør: Louise Schouw

Medforfatter, guitarist og skuespiller: Eskild Dohn

Medvirkende: Sandra Bothmann

Dansere Jylland: Carla Hededam Vangsgaard, Emilia hansen Warming, Julie Vinther Nielsen, Ellen Søndergaard Justesen

Dansere Sjælland: Vicki Forsmann, Carla Hundevad-Dohn, Anne-Sofie Mullings Ullström og Vera Richter

Musikere: Mikkel Riber og Eddi Jarl