Ville der ikke være noget skønt, hvis alle mennesker var glade hele tiden. Det kan da ikke lade sig gøre – eller? Det kan det (endnu) ikke, men måske avanceret hjernekirurgi kan hjælpe et skridt på vejen.
Det er det, CPH:DOX filmen Hunting for Hedonia instrueret af Pernille Rose Grønkjær, fortæller om.
Filmen foregår både i nutiden og så tilbage i 1950-erne, hvor den amerikanske psykiater Robert Heath foretog den første implantation af elektroder dybt inde i hjernen for at hjælpe skizofrenipatienter. Han udvidede feltet til senere at omfatte patienter med depression, kroniske smerter og aggression. Heaths metode bestod i at stimulere hjernens lystcenter. Metoden virkede for omkring halvdelen af Heaths patienter, og i mange år var der stor tiltro til Heaths metoder. Imidlertid udvidede Heath sine forsøg til at undersøge, om man ved hans metode kunne ”helbrede” og forandre personers seksuelle præferencer. Dette og Heaths involvering med det amerikanske militær førte til hans fald, og hans resultater blev slettet fra videnskaben.
I dag er det muligt at dæmpe symptomer væsentligt for patienter med Parkinson, PTSD og depression med såkaldt ”Deep Brain Stimulation”. Hjernekirurger og psykiatere Verden over havde uafhængigt af hinanden opdaget, at deres patienter efter en operation havde følt sig meget lykkelige, og det havde ført til studier af, om patienter med svær depression kunne hjælpes.
Filmen viser effekten af deep brain stimulation på både en Parkinson patient og en patient, der har lidt af svær depression i mange år. Manden med slem Parkinson går fra at ryste meget og være ret hjælpeløs til at kunne klare sig selv fuldstændig. Patienten med depression får med egne ord ikke bare sit liv tilbage. Hun fik et liv.
Filmens suspens består i, at man som publikum i lang tid venter på det store ”men”. Det kommer da også, for historien både om Heath og vore dages hjernepsykiatri bruger lang tid på at fortælle om alle de gode effekter af behandlingerne, og de ser ud til at være mange. Til gengæld er der uhyre mange etiske overvejelser, som lægevidenskaben, politikere og befolkning skal forholde sig til. For er næste skridt, at en rask person skal kunne bestille lidt permanent lykke ved at få rodet i hjernen, fordi man kan? Dette og flere andre kloge spørgsmål stiller de interviewede læger selv, for de er klar over, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt dette vil ske, men hvornår.
Filmen favner Heaths personlige historie i 1950-erne og frem og den generelle historie om hjernestimulation i nutiden.
Historien om Heath er både fortællingen om en dygtig videnskabsmand, der gik for vidt, men for så vidt også om relationen til kolleger, der blev misundelige både på hans resultater og på hans flotte udseende og uimodståelige karisma – sjovt som den menneskelige natur virker. Der bliver vist klip af Heath, interviews med kolleger, der har kendt ham og med sort/hvide tegnefilm, der viser Heath med patienter. Det er et godt greb, der blandt andet også har været brugt i den skønne film Nuts af amerikanske Penny Lane fra 2016 om den påståede læge John Brinkley, der tjente store penge på at indoperere geddenosser hos mænd med potensproblemer.
Nutidens historie vises ved interview med læger og patienter. Det er traditionelt, men det virker.
Filmen behandler et vigtigt og interessant emne og stiller mange spørgsmål, og så er det hele lidt nørdet på den gode måde.
Hunting for Hedonia
Kreditering:
Instruktør: Pernille Rose Grønkjær
Original idé og manuskript: Lone Frank
Voice over: Tilda Swinton
Fotograf: Ben Bernhard
Klipper: Claudio Hughes
Animation: Anders Huulgaard
Komponist: Jonas Struck
Lyddesign: Peter Albrechtsen
Producer: Sigrid Jonsson Dyekjær
Executive producers: Pernille Rose Grønkjær / Sigrid Jonsson Dyekjær / Eva Mulvad / Mikala Krogh / Sue Turley.
Vises fredag 22 marts 17.30 i Bremen, søndag 24. marts 12.00 i Cinemateket og søndag 31. marts 14.15 i Grand Teatret.
