Den walisiske reporter Gareth Jones får i 1933 held til at få et interview med Hitler, og ambitionen herefter er at få et interview med Stalin. Han drager afsted til Moskva for at få det i stand og har en aftale med New York Times journalist Walter Duranty, der arbejder i Moskva. Det skal vise sig at være overordentlig svært at trænge til bunds i, hvad der virkelig foregår i Sovjetunionen. Det lykkes Gareth Jones at komme til Ukraine, hvor han med egne øjne ser, at befolkningen er ved at sulte ihjel på grund af Stalins kornpolitik. De udmagrede bønder tvinges til at sælge deres korn til underpris til staten, der herefter transporterer kornet til Moskva. Det har senere vist sig, at bare i Ukraine sultede 4 millioner ihjel eller blev likvideret.
Jones bliver sat i fængsel, men bliver løsladt og sendt tilbage til England med besked om ikke at afsløre sandheden.
Filmen skildrer både den store fortælling om Stalins rædselsregime, hvor kulakkerne (såkaldte storbønder) forfølges, men også Jones personlige historie om, at han vil se, hvor hans mor havde arbejdet i Ukraine. Den anspændte situation for Jones bliver ikke bedre af, at Walter Duranty ikke er med ham, men har sine egne dagsordner, der går ud på at dysse forholdene ned, så han kan beholde sin bekvemme position i Moskva.
Historien viser i den ene yderlighed dekadente opiumorgier, som Walter Duranty inviterer Gareth Jones til. Der er meget nøgent kød udstillet inklusive Walter Duranty selv, der stort set kun er iført sin stok. Modpolen hertil er scenerne fra Ukraine med en sulten og desperat befolkning uden håb. Nogle børn stjæler Jones mad, så det eneste, han får at spise, er bark og er ved at hallucinere af sult og kulde.
Det er gråt i gråt med syngende børn, hvis øjne afslører, at de har set og udholdt for meget. Der er stor lidelse og kulde, som ikke er til at forstå, hvis man ikke har været til stede.
Tilbage i England holder Jones foredrag om sine opdagelser om forholdene i Ukraine med blandt andet vennen George Orwell iblandt publikum. Denne inspireres til at skrive den antistalinistiske allegori Kammerat Napoleon. Orwell bliver i filmen talerøret for sandheden om de ting, der fandt sted, når man ser ham sidde ved sin skrivemaskine og tale om den.
James Norton er fantastisk som Gareth Jones. Man kan mærke intensiteten og længslen efter at formidle sandheden og holde fast i den, selv om personer i mere prestigefyldte positioner siger ham imod. Samspillet med Vanessa Kirby i rollen som Ada Brooks, der er ansat hos Durante, er fint og neddæmpet, og det klæder manuskriptet, at deres forhold ikke udvikler sig til en stormende kærlighedsaffære. Ada Brooks er kær og empatisk over for Jones samtidig med, at hun passer på sig selv for ikke at komme for alvorligt i de russiske myndigheders søgelys.
Peter Sarsgaard spiller Walter Duranty og fremstår ganske usympatisk, og det er meningen. Han er en lidt slimet og glat væsel af en personlighed, der kun har på dagsordenen at hytte eget skind.
Heldigvis er der glimt af humor i filmen, som når Jones bliver indkvarteret på det fineste hotel i Moskva og ikke på det usle hotel, han selv har booket, og at han kan blive der i to dage i stedet for den uge, han har regnet med. Det skal med at gøre grin med det kommunistiske styre, så alle kan forstå det.
Det er en flot, dramatisk film og ikke mindst underholdende film af polske Agnieszka Holland om nogle forfærdelige år i Sovjetunionen og om en enkelt mand, der turde råbe op uanset prisen.
Den Sorte Jord – premiere torsdag den 22. oktober 2020
Instruktør: Agnieszka Holland
Manuskript: Andrea Chalupa
Musik: Antoni Lazarkiewicz
Medvirkende: James Norton, Vanessa Kirby, Peter Sarsgaard, Joseph Mawle
Varighed: 2 timer og 21 minutter
