Kringsat af Djøfere – Per Helge Sørensen rister livet på og omkring Borgen i sit nye show.

Historiefortælleren Per Helge Sørensen har været vidt omkring i sin færden med at gøre grin med djøfere i offentlige virksomheder og kommuner. Han er selv en af slagsen, om end han har skiftet profession og er blevet fuldtids entertainer og som sådan nok ikke er fagligt organiseret. Per Helge Sørensens målgruppe er alt andet lige sådan nogen som ham selv. Personer, der har en videregående uddannelse, har arbejdet i en årrække og er vant til absurditeter på arbejdspladser, og hvis de er medlem af Djøf, er de helt med på spøgen. Alle andre kan dog sagtens være med.

Per Helge Sørensen er nu nået til Borgen, hvor djøfere hjælper helt oppe ved magtens tinde. De hjælper ministrene, der både skal vej- og vildledes – nok mest det sidste. Det giver mindelser til ”Yes Minister”.

Premieren var henlagt til Hofteatret, der ligger dør om dør med Folketinget. Hofteatret har 250 års jubilæum i år, så allerede derfor var det noget særligt at være i det gamle teater med den vældig skrå scene og med en dramatisk historie, man ikke finder andre steder i København. Der er ikke mange andre scener, der kan prale med, at en livlæge, der tillige var Dronningens elsker, blev arresteret på Hofteatret og senere henrettet. Det giver historisk vingesus tilbage til 1772.

Per Helge Sørensen varmer selv sit publikum op. Han byder velkommen og er glad for at se alle, mens han konstaterer ironisk, at der er enkelte tomme pladser i salen – ligesom i Folketinget.

Dramaturgien i Djøf med Løg(n) III minder om de to foregående shows. Det kører i flere spor, og der er de gode og de onde. De gode er sjældent medlem af Djøf!! Medlemmer af Djøf er af en særlig støbning og bryder sig ikke om almindelige mennesker – de er simpelt hen ulækre. Almindelige mennesker er derimod et segment, som ministre gerne vil tækkes. To spor kører i nutiden og et spor viser tilbage til den unge Per Helge, der endnu ikke er djøfer. Han arbejder i en børnehave, der er i krig med kommunen og dens initiativer. Dette møde fik Per Helge til at konkludere, at han skulle være djøfer. Så kunne man udrette noget. Spørgsmålet er så, om det er lykkedes for ham. Meget i showet tyder på det modsatte.  I nutiden kører et spil omkring et projekt for at få særligt besværlige unge i arbejde – den såkaldte ”Vejlemodel”. Ministeren er begejstret, og Per Helge Sørensen må følge trop. Dette afføder adskillige mere eller mindre kyniske dilemmaer, der ikke skal afsløres her. Videre kører et spor med en velfærdskommission.

Per Helge Sørensen er en elegant sprogækvilibrist og gør grin med systemet, sig selv og med de meget naive, der tror på det gode.

Se showet og grin med. Der venter en overraskende slutning.

Showet havde premiere på Hofteatret og spiller herefter i Tivolis Koncertsal. Se spilleplan her: http://www.perhelge.dk/