Utrolig smuk og livsbekræftende film – en hyldest til kærligheden – og et nutidigt indblik i livet som et ungt menneske i Tbilisi, Georgien år 2019.

”I morgen danser vi” er historien om den unge mand Merab Lominadze. Han danser traditionel georgisk dans, som en del af Det Nationale Georgiske Danseensemble.  På Danseskolen har han siden 10 års alderen dannet par sammen med Maryam Kipiani, og de to har specialiseret sig i at danse Adsjarien-pardansen sammen.

Merab bor sammen med sin mor, søster og bror. Livet er ikke nemt. De kæmper en daglig økonomisk kamp for at få mad på bordet og for at betale regningerne. Merab bidrager så godt han kan, med de få penge, som han får i løn fra danseensemblet, og som tjener på en restaurant.

En dag dukker den nye og meget dygtige danseafløser Irakli fra den lille by Batumi op på danseholdet. Merab og Irakli begynder at dansetræne sammen hver morgen, og danse-træneren Aleko vælger at sætte Merab og Irakli til at danse Adsjarien-pardansen sammen.

Dansetræneren Aleko fortæller, at der er en stilling ledig som mandlig danser i Georgiens nationale hoved-danseensemble. En stilling som alle ved kan forandre livet for dem, denne stilling er godt betalt og ikke mindst giver den mulighed for at rejse og se verden..

Danserne sludrer sammen, og eftersigende er grunden til den ledige stilling, at den tidligere danser Zaza er blevet tæsket, da han er blevet taget i at have sex med en mand fra Armenien. En historie som Merabs veninde Maryam hører.

Dagene går i Merabs liv med at dansetræne, være tjener og med at nyde livet med sine venner og veninder. En vennekreds som Irakli hurtig bliver en del af. Samtidig øver Merab sin dans, så han kan få stillingen som den nye danser i hoved-danseensemble, en stilling som Irakli også er interesseret i.

Men langsomt begynder Merab og Irakli at indlede et intimt forhold. Kærligheden mellem to mænd er et stort tabu i Georgien. Og ét af spørgsmålene, der stilles i filmen er bl.a. om deres forhold kan forblive hemmeligt, og om de tør stå ved det?

Levan Gelbakhiani spiller rollen som Merab, og han er superbt castet til rollen, han danser helt fantastisk, og har disse mere lette bevægelser samt en meget trænet krop. Der hvor han virkelig skiller sig ud og træder i karakter som skuespiller er hans ansigt og ikke mindst hans øjne, de kan lyse af barnlig naivitet, stråle af forelskelse til at sitre af målrettet ambition. En helt speciel evne og mimik der sjældent er set på det store lærred..

Den virkelige historie bag Merab alias Levan Gelbakhiani er, at han er moderne danser men ikke skuespiller. Og instruktøren Levan Akin måtte bruge rigtig lang tid på at overtale Levan Gelbakhiani  til at sige ja til rollen. Instruktøren Levan Akin udtaler selv, at det ikke var nemt at filme Levan Gelbakhiani, der ikke evnede at gentage en scene mere end én gang, hver optagelse var forskellig fra den sidste optagelse.

Georgien er eftersigende en af Europas mest homofobe lande. Derfor prøvede filmteamet at holde det hemmeligt under optagelserne i Georgien, at en af historierne i filmen handlede om et dansepar, der var homoseksuelle. Men rygtet gik alligevel, og det medførte, at filmteamet blev smidt ud af nogle af de steder, som de havde booket til at filme på.

Det medførte at optagelserne til filmen ” I morgen danser vi” blev meget livegtige, dvs instruktøren vidste aldrig helt, hvad dagen ville bringe, og det medførte et kæmpe filmisk klippearbejde.

” I morgen danser vi” er en Svensk/Georgisk film, da instruktøren Levan er født i Georgien, men i dag bosat i Sverige. Og filmen er Sveriges kandidat til kategorien for bedste fremmedsproget film til Oscar 2020. Indtil nu er filmen hyldet blandt anmeldere og har vundet flere priser på filmfestivaler verden over.

Men i Georgien har filmen ”I morgen danser vi” mødt store protester for dens homoseksuelle indhold.  Filmens instruktør Levan Akin kalder sin film – ” et kærlighedsbrev til sin kulturelle arv”. Den ortodokse kirke mener tværtimod, at filmen er ”homoseksuel propaganda” og beskylder den for at være et forsøg på at underminere traditionelle georgiske kristne værdier.

Andre demonstranter lavede en såkaldt ”menneskelig korridor af skam”, som biografgængerne skulle gå igennem for at komme ind i biografen på premieredagen, og udtalte at de ikke var imod personer med anden seksuel orientering, men at de var imod ”et slående eksempel på homoseksuel propaganda, der ikke har nogen artistisk værdi.

Det gik endda så vidt, at det Georgiske Indenrigsministerium for at undgå direkte kampscener i gaderne foran biograferne, sørgede de for at uniformerede betjente kunne hjælpe biografgængerne ind og ud af biografen..

Disse store protester i Georigen kan vække undren, da filmen ” I morgen danser vi” tager mange flere stærke temaer op end historien om den homoseksuelle relation mellem Merab og Irakli.

Teamer som dyb fattigdom, prostitution, stoffer, børn uden for ægteskab, at opnå et bedre liv end ens forældre har opnået, at være en del af magteliten og derved få adgang til de ”gode stillinger”, er også en stor del af filmen.

.

Filmen er utrolig smukt filmet, og ”I morgen danser vi” har så mange facetter og fine små historier, der er med til at skabe et mere nuanceret indblik i Merabs liv og ikke mindst i livet for en georgier i Georgien. Samtidig har filmen et stærkt budskab om, at kærlighed umiddelbart ingen grænser har og skal ses og oplevelse med hjertet

Der er flere utrolig smukke dansescener i filmen, men desværre er de filmet med en kamerabeskæring, der gør at man sjældent kan se de dansende i fuld figur, derved kan man som biografgænger ikke nyde de smukke ben og fod stillinger. Og det er rigtig ærgerligt. Til trods for som de siger i filmen…Der er intet sexet ved georgisk dans. Det er ikke lambada…, trækker kamerabeskæringen desværre filmen lidt ned. Kulturtid.dk giver derfor 5 flotte stjerner til filmen ” I morgen danser vi”.

Medvirkende: Levan Gelbakhiani, Bachi Valishvili, Ana Javakishvili, Giorgi Tsereteli med flere

Instruktør, Manuskriptforfatter og Regissør: Levan Akin

Fillmklipper: Levan Akin og Simon Carlgren

Executive Producer: Ketie Danelia & Mattias Johansson Skoglund med flere