Piaf & Aznavour – En hymne til Kærligheden er en ny cabaret om legenderne Edith Piaf og Charles Aznavour, der spilles på i Sceneriet under Det Nye Teater. Kirsten Siggaard og Kim Hammelssvang er i rollerne som to af de 20. århundredes største franske sangere, hvor de fortolker deres legendariske sange og ikke mindst fortællingen om det forbudte kærlighedsforhold mellem en ældre kvinde og en yngre mand.
Piaf og Aznavour var to musiske talenter på et meget højt niveau, og ikke mindst er de berømte legender. Om det var premierenerver, der påvirkede Kirsten og Kim, skal man ikke kunne sige. Men første halvdel af cabareten var ikke en storartet oplevelse. Kirsten Siggaard har en skøn cremet og lidt rå stemme som Edith Piaf havde, og hun gør det rigtig godt i rollen som Piaf, og hun er nok Danmarks bedste bud på Edith Piaf, men det er som om at ”det franske baguette” er blevet slået for stort op.
Kim Hammelssvang halter lidt efter, og rammer ikke helt tonerne eller takten. Det bliver lidt til modsætninger mødes uden at det skaber magi. Den nærhed og kærlighed der var mellem Piaf og Aznavour kommer ikke frem i Kirsten og Kim. Det bliver mere to enkeltstående præstationer.
Lyssætningen er også finurlig, hvilket får Kim og Kirsten til at ligne dæmoner med lysende øjne og ikke elskende. Sangene er flot fortolket på dansk, det engelsk får lidt dansk vokal, men det franske sprog, et af verdens mest vidunderlige sang sprog bliver direkte sønderrevet, og lyder til tider som nogle uforståelige gloser. Fransk er et svært sprog, men hvis man skal fortolke Piaf og Aznavour kan man ikke komme udenom, at der skal øves meget mere på de franske tekster. Musikerne pianisten Mathias Grove og ikke mindst Kurt Larsen på harmonika gør det flot, og skal have stor ros for deres musiske talenter.
Kim Hammelssvang er bestemt også en dygtig sanger, som synger rigtig godt, men det er i dynamikken med Kirsten Siggaard, at der går noget galt også stemmemæssigt i duetterne. Der hvor Kim Hammelssvang brager igennem er med Aznavours ” SHE”. Den rammer lige i hjertet, og endelig rammes man af den ”Hymne til kærligheden”, som ønskes skabt. Og endelig er der en sang, som ligger rigtig godt til hans stemme. Selve slutningen af stykket var der også lidt forvirring om, flere gange troede publikum, at nu var stykket slut, men så kom der en sang til, og en sang til. Og sangene kom nærmest til at stå lidt for sig selv, og var ikke med til at slutte historien med en grand finale sang.
Medvirkende: Edith Piaf og Kim Hammelsvang
Dramatisk konsulent: Jan Hertz
Pianist: Mathias Grove
Harmonika: Kurt Larsen
Varighed 1 time og 20 minutter uden pause
