Det er ikke ofte, høns eksploderer på film. Det gør de i tyrkiske Tolga Karaceliks film Sommerfuglene, og det slår lidt den absurde tone an i historien om tre søskende, der bestemt ikke har set meget til hinanden i en årrække. De har heller ikke set eller hørt fra deres far i 30 år. Ud af det blå kontakter han dem og beder dem eller rettere beordrer dem til at komme hjem til deres fødeby. Det er vigtigt, siger han. Søskendeflokken består af storebror, lillebror og en endnu yngre lillesøster.

Samtidig har de tre søskende deres at slås med i deres voksne liv. Storbror bor i Tyskland og er astronaut, men har aldrig været ude i rummet. Det er han og hans astronautkolleger så ærgerlige over, at de er gået i strejke. De manifesterer sig på en musikvideo, hvor hele astronautslænget optræder iført rumdragter. Det har sin egen groteske charme. Lillebror har en noget haltende karriere som skuespiller, og han har ”glemt” at fortælle sin kæreste gennem 5 år, at han har to søskende!

Lillesøster – den undersmukke Tugce Altuger ved at forlade sin håbløst fraværende og i øvrigt utro ægtefælle.

Historien er for så vidt uendelig trist, for familietragedierne står i kø, men er blevet gemt grundigt af vejen i mange år. Det hele glider dog ned, fordi dialogen er absurd morsom. Ingen i den lille landsby svarer direkte på et spørgsmål, for alt misforstås med vilje, og der svares bevidst udenom, når talen falder på, hvor vor far befinder sig, da de tre søskende kommer frem til deres fødeby. Tilsvarende er det mellem de tre søskende, og det er først hen ad vejen, publikum opdager, hvad der er på færde.

Der er en poesi over både landskab og det budskab, som de tre søskendes far har til sine børn.

Se denne forunderlige roadmovie – den vil afsløre, hvad det er med de sommerfugle.

 

Sommerfuglene

Premiere: 29. november 2018

Originaltitel: Kelebekler

Instruktør: Tolga Karacelik

Produktion: Tyrkiet 2018

Alder: 7 år

Genrer: Komedie/Drama

Spilletid: 117 minutter