Trænger du til et godt grin om alt det, man udsætter sig selv og sine omgivelser for set med to forskellige generationers øjne, så er Anders Wortmanns nyeste show ‘FAR’, hvor han netop er i selskab med sin egen meget sønderjyske far et rigtig godt bud.
I showet kommer far og søn ind på næsten alt lige fra barndom, onani, fødsel og det at blive far til på et eller andet tidspunkt i livet ikke at være kendt som andet end “FAR”. Deres naturlige kemi og jargon er hele fundamentet for showet og de indbyrdes drillerier er med til at sikre et godt grin. En stor del af humoren bag showet er netop det relaterbare, hvad enten man er mand eller kvinde.
Anders Wortmann besidder stor forståelse for at fortælle akavede og pinlige historier, hvoraf nogle kunne have været en del af tv-serien ‘Klovn’. I samarbejde med Far fortælles historierne, så vi næppe glemmer dem og for altid vil have et noget anstrengt forhold til blandt andet et bæger yoghurt og Christophers kæmpe pophit ‘Irony’.
De fleste historier rundes af med en dertilhørende sang, hvilket hurtigt blev en fast del af Wortmanns image på de sociale medier. Sangene er både akavede og sjove og topper historien, når man ikke troede, den kunne blive meget værre.
En skøn scenografi kommer til at danne rammen om en del grin, når Anders og Far på skift dukker frem af det skjulte, med kommentarer til den andens indhold. Generelt er det udover de noget uheldige historier netop de interne drillerier, der bærer showet og giver gode grin med på vejen. Der fortælles og improviseres på livet løs, men aldrig så det bliver for meget. Timingen og humoren sidder lige i skabet.
Der er plads til mere og større armbevægelser, men med en sønderjyde og nordjyde i skønt samspil lægger vi ganske naturligt stille og roligt fra kaj. Man kan dog håbe, at showet ‘FAR’ kun er starten på et godt parløb.
Showet ‘FAR’ er anmeldt i Bygningen i Vejle den 9. marts 2024 og er i øjeblikket på turne rundt i landet.