Da Ruben Søltoft satte sig ned for at skrive sit andet one-man show var han tom for ideer. Første show havde centreret sig omkring hans ekskæreste, men hvad skulle emnet være i det andet? Som lyn fra en klar himmel kom emnet til ham; hans daværende kæreste slog op og blev uden at være klar over det, indholdet til ”Ting fra min mund”.

Hele sit liv har han været konfliktsky, kommunikeret via lyde, når han blev presset og ladet det ene forhold efter det andet dø hen i sandet, hvor kun en ferie til 30.000 blev det eneste desperate forsøg på at fremkalde gnisten. Forsøget blev dog hurtigt ødelagt af glasdørene ind til hotelværelsets toilet, hvilket i løbet af kort tid ødelagde den ellers gode stemning.

Disse konflikter bliver grobunden for showet, der kredser om den manglende evne til at konfrontere konflikter lige indtil en noget uvidende klaverstemmer en dag bliver vendepunktet for den ellers meget konfliktsky Hr. Søltoft.

Hans manglende evne til at kommunikere, hvilket resulterer i, at der ofte tyes til lyde som eneste kommunikationsværktøj får fuld valuta for pengene, når han mere eller mindre tilfældigt og pludseligt bryder ud i både dans og sang – knapt så kunstnerisk men kikset, sjovt og pudsigt.

Ruben Søltoft er vendt stærkt tilbage; han er sjov, underholdende og skarp og leverer jokes, som publikum skiftevis kan referere til eller kan grine af i ren nydelse over, at det ikke var en selv, der lå i det soveværelse, hvor ens forældre gik lidt for meget til det. Samtidig mestrer han at ligge lige på grænsen til, hvad der er perverst okay. Man når aldrig at blive forarget eller dårligt tilpas, men følger hele tiden komikeren i det, der både er sjovt, perverst og lige til grænsen blandt andet når han argumenterer for, at unges brækkede arme ikke skyldes sportsskader, men nærmere er seksuelt relaterede.

Noget af det mest beundringsværdige ved komikere er, når de kan føre en joke igennem hele showet; dermed ment, at joken ad flere omgange bringes ind i sammenhænge. Dette må man i den grad sige, at Søltoft er i stand til. Showet hænger godt sammen, der skabes en rød tråd og de forskellige jokes, der sættes ind i forskellige kontekster, bliver en væsentlig del af, at det hele går op i en højere enhed.

Ruben Søltoft er hylende morsom, han er en dygtig komiker og en fantastisk entertainer, om end hans dansemoves trænger til en omgang Vild med Dans.

 

Ruben Søltoft turnerer rundt i landet fra 12. september 2018 til 8. februar 2019.

Showet varer cirka 80 min uden pause.