Danmarkshistorie med et stænk Monty Python, en knivspids opera, lidt operette og en sjat musical. Det er den rablende gale og vanvittigt sjove cocktail, Figaros og Den Ny Opera serverer for publikum i denne usædvanligt frie fortolkning af Svend, Knud & Valdemar. Som en service til publikum advares der mod, at der kan forekomme rester af Peter Fristrups originale opsætning fra 1887, hvis nogen skulle have allergi mod den slags.
Vi skriver 1157 – eller er det 1219? – og vi befinder os i Danmark, som på daværende tidspunkt var delt mellem tre konger: Svend, Knud og Valdemar. Kong Svend indbyder til forsoningsgilde i Roskilde og benytter lejligheden til at myrde Kong Knud. Kong Valdemar og Biskop Absalon undslipper til Jylland, hvor Valdemars og Svends hære mødes til det store slag på Grathe Hede syd for Viborg. Her bliver Svend slået ihjel og får tilnavnet ”Grathe”. Valdemar er derefter enehersker i Danmark. Han får senere tilnavnet ”den Store”.
Scenen er sat til et historisk drama – eller er det i virkeligheden til den Skaldede sangerinde? Lisbeth Kjærulff og Kristian Jensen får efter en del argumentation overbevist deres kollega, Hans Dueholm om, at det er Svend, Knud & Valdemar, der er på plakaten denne aften, og farcen kan tage sin begyndelse. Problemet er bare, at det store orkester, New York Ballet og de øvrige skuespillere ikke er nået frem på grund af datoforvirringen, men det løses i et snuptag ved, at de fire medvirkende selv klarer alle rollerne og musikken.
Lisbeth Kjærulff hopper ind og ud af roller som Valdemar og Astrid, der er lun på Valdemar, men hendes far er Svend, så den alliance har trange kår. Lisbeth Kjærulff mestrer på fornemmeste vis at spille skrap moster, barsk kongsemne og mange flere, og så har hun en sangstemme, der er værd at lytte til. Over for hende står Kristian Jensen, som også vil spille Astrid. Han giver den også godt som en lettere overrislet Bips (som Lisbeth Kjærulff konsekvent udtaler det) Absalon, og han brillerer som ordekvilibrist, da han lige sætter kongerækken på plads. Han spiller Knud – en kedelig Knud med reference til ShuBiDuas sang – og nægter at dø. Hans Dueholm vil også spille Astrid, og hans vægtige argument er, at han har samme pondus som Bodil Udsen, der spillede med i Riddersalens opsætning af farcen i 1970. Han spiller tillige Svend, der jo som bekendt må lade livet på Grathe Hede. Hans Dueholm er skøn som selvfed og selvudnævnt CEO for det hele.
Farcen er inddelt i fem såkaldte changementer, der alle indledes med videoklip, der giver mindelser om Monty Python. Videoklippene med blandt andre Dronning Margrethe, der leder febrilsk efter det manglende ark papir til nytårstalen, er sjove indslag, der løber som en rød tråd gennem forestillingen. I et af changementerne er Lisbeth Kjærulff, Kristian Jensen og Hans Dueholm i rollerne som tre gravere ved at forberede et hedeslag med mange faldne. De graver en mægtig grav, hvor der også lige er plads til den enes svigermor, der heller ikke var for køn.
Hele farcen bindes på dygtigste vis musikalsk sammen af Allan Dahl Hansen, der spænder over alle genrer og også synger kor. Hvad skal man da også med et stort orkester?
Denne rablende gale og voldsomt morsomme farce sætter virkelig lattermusklerne på overarbejde, og publikum går derfra med den der helt specielle mavefornemmelse, man har, når man har fået et dejligt grin.
*****
Svend, Knud & Valdemar – synger på sidste vers turnerer over det meste af landet frem til 30. april 2019.
Bearbejdelse og instruktion: Lisbeth Kjærulff, Kristian Jensen og Hans Dueholm
Musikalsk ledelse og korstemmer: Allan Dahl Hansen
Scenografi: Hans Dueholm
Kostumer: Nathalie Meldgaard
Koreografi: Kristian Jensen og Lisbeth Kjærulff
Lys: Nikolaj Thorsen
Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Kristian Jensen, Hans Dueholm, Allan Dahl Hansen, Rasmus Krogsgaard (på video)
