Må man tale med børn om døden, eller skal man lade dem blive i uvidenhed om alt ondt?
Astrid Lindgren mente, børn godt kunne tåle sandheden, selv om den måtte være hård og ubarmhjertig. Hendes bog ´Brødrene Løvehjerte´ er et vidunderligt og poetisk eksempel herpå. Det er historien og eventyret om lille Karl, der er ved at dø af en lungesygdom. Hans kærlige storebror Jonatan trøster ham og siger, de skal mødes i Nangijala og altid være sammen. Ulykkeligt for deres mor er det, at også Jonatan dør, fordi han vil redde sin lillebror ud fra en brand, og efterfølgende dør Karl som forudsagt. De to brødre er herefter sammen i det forjættede land, men alt er ikke fryd og gammen, for der er mørke kræfter i nabodalen.
Jonathan Bergholdt Jørgensen er lille Karl eller Tvebak, som hans storebror kalder ham. Han ser op til storebror og betegner sig selv som skævbenet og bange. Vi i publikum kan dog sagtens se hans potentiale til at udvise mod. I Det Kongelige Teaters opsætning er han også den gennemgående fortæller, og han har en lille firkant som et udspring i forlængelse af scenen, hvor han forklarer publikum, hvad der sker, og hvad der kommer til at ske. Jonathan Bergholdt Jørgensen gør det godt, og man tror på, at han er en lille dreng. Alvin Olid Bursøe er den skønne storebror Jonatan, som Karl beskriver som en eventyrprins, som alle kan lide. Alvin Olid Bursøe passer godt til den beskrivelse, for han er både flot og charmerende.
Forestillingen pakkes ind i videodesign og 3D animation på scenens bagvæg, og det er imponerende. I den virkelige verden, hvor Karl er syg, hostende og sengeliggende i sin slagbænk, er verden holdt i sort baggrund, og familiens hus tegnet op i hvide streger. Da drengene mødes i Nangijala, er alting i stærke klare farver. Der er pang på både gult, grønt, blåt og rødt. Videoen spiller med i handlingen, for via video sendes duer afsted med beskeder, og publikum møder det frygtelige uhyre Katla – eller rettere hendes tænder. Scenografien er på en gang enkel og stor. Den består af en gammeldags slagbænk på hjul, og så figurerer to gigantiske fantasiheste. De ligner drager, sagde en lille dreng ved siden af mig. De er smart lavet, for skuespillerne kan kravle op og ned ad takkerne, og de fungerer også som klipper.
Det hele er sørgeligt, og tårekanalerne fyldes flere gange, men det er samtidig sjovt. Der er to soldater, der er fæle samtidig med, at de ikke er de skarpeste knive i skuffen. Lidt enfoldige og drukfældige er de, og så ser de uendeligt dumme ud, hvilket flere børn i salen kommenterede. Astrid Lindgren forstod med hele sin sødme at gøre grin med autoriteter, der ikke helt forstår, hvad de laver. Det er Kling og Klang fra Pippi Langstrømpe udsat for Nangijala. Der er kampscener og scener i den lokale kro for alle medvirkende, og det fungerer.
Brødrene Løvehjerte i Det Kongelige Teaters opsætning er flot, farverig i sin brug af moderne teknik. Samtidig er hele det poetiske og kærlige univers bevaret. Tag dog ikke de mindste børn med.
Brødrene Løvehjerte
Forfatter: Astrid Lindgren
Oversættelse: Kina Bodenhoff
Dramatisering: Line Mørkeby
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Genopsætningsinstruktører: Bjarne Antonisen og Morten Kirkskov
Videodesign: Tal Rosner
Scenografi og kostumer: Karin Betz
3D animationsinstruktør: David Shepherd
Lysdesign: Nicolaj Daniel Hommelhoff
Lyddesign: Jonas Vest
Komponist: Kristian Eidnes Andersen
Medvirkende: Jonathan Bergholdt Jørgensen, Alvin Olid Bursøe, Mette Maria Ahrenkiel, Martin Dupont, Peter Hald, Lars Mikkelsen, Bjarne Antonisen, Martin Bo Lindsted, Christiane G Koch, Sigurd Holmen le Dous.
Varighed: 2 timer inkl. pause.
Spilleperiode: 19. november til 29. december 2021
