‘Come Together’ er seneste teaterkoncert baseret på Lennons, McCartneys og Harrisons tidløse sange.
Der er vist ingen tvivl om, at The Beatles er det helt store hit, når det kommer til teaterkoncerter. Gang på gang fylder de teatre over hele landet og i europa, og nu er turen kommet til Tivoli’s Koncertsal, hvor Nikolaj Cederholm endnu engang har instrueret og fortolket denne Tivoli-udgave af ‘Come Together’.
Det går lidt langsomt i første akt, hvor der er skruet helt ned for tempoet på sangene, og selvom det giver anledning til at fordybe sig i de fantastiske tekster, så bliver det hurtigt kedeligt.
Det ændrer sig betydeligt i anden akt, hvor der kommer lidt mere gang i sangene. Det er bestemt fascinerende at se Jimmy Jørgensen svæve på hovedet oppe under loftet, og af andre imponerende præstationer må vi nævne Lotte Andersen, der ligesom Louise Hart synger publikum omkuld. Lydsiden er helt fantastisk.
Derudover er ‘Come Together’ fyldt med alle de klassiske ‘Cederholmske’ virkemidler i kraft af ild, vindmaskiner, svævende objekter og hvad har vi – det er flot, men du sidder alligevel og føler, at du har set det hele før.
Hvis du er The beatles fan og elsker et godt show, så må du ikke gå glip af ‘Come Together’, der spiller i Tivolis Koncertsal frem til 30. december 2015.
Instruktør: Nikolaj Cederholm
Medvirkende: Lotte Andersen, Jimmy Jørgensen, Martin Greis, Mani Spinx, Sara Grabow, Loise Hart mfl.