Med Mickey og Minnie Mouse, Anders And og Fedtmule som konferencierer blev showet Disney on Ice skudt i gang i den store Malmø Arena. Det var med besked om, at det ville blive fantastisk sjovt, og at alle bare skulle fyre op med selfies, så for en gangs skyld var det i orden at lade telefonen forblive tændt. I denne kontekst gav det liv i salen, hvor også diverse merchandise i form af lyssværd lyste op blandt publikum.

Showets første halvdel bød på uddrag fra gamle klassikere. Der var den lille havfrue helt tilbage fra 1989 med den skønne Ariel, hendes elskede Eric, den lille krabbe Sebastian, havheksen Ursula og mange flere af hendes venner under havet. Nummeret var forunderligt med gode effekter, hvor blåklædte skøjteløbere løfter Ariel, så man tror på, at hun svømmer. Tang hænger i lange grønne strimler fra loftet – alt sammen til tonerne af sangen Havet er skønt.

Der var Skønheden og udyret 1991, Rapunzel fra 2010, Vaiana om pigen fra en lille ø i Stillehavet og hendes ven halvguden Maiu fra 2016 og så det store afslutningsnummer. Det var ikke overraskende et uddrag fra Frost, og her var genkendelsen fuldkommen fra salen. Børnene var på omkring søstrene Elsa og Anna, snemanden Olaf, det livskloge rensdyr og vennen Hans.

Der er mange effekter med en skibbruden båd i Den Lille Havfrue og en kæmpekano i Vaiana, der er en skøn hest i Rapunzel, gangbroer og slotte, og det virker.

Der turneres i mange lande, og i hvert land bliver der sunget på nationalsproget. Det er et lydspor, der kører hen over, og det giver en lidt pudsig effekt, men det er en mindre ting. Ingen forventer lyd og sang som til en operaforestilling.

Det er Disney, og det er en kommerciel, velsmurt maskine, der lever af at suge penge ud af forældre eller bedsteforældre, for ud over penge til billetter, er der en verden, der kan købes fra Disneys store univers. Der er souvenirprogram, der er figurer, ting, men også popcorn, slushice med videre er pakket ind i Disney. Det er dog næppe nogen hemmelighed, at der vil være fristelser, der koster penge, hvis man køber billet til dette skøjteshow.

Det ville have været uudholdeligt, hvis der ikke havde været andet og mere at byde på, men oplagt var det, at målgruppen, nemlig de mindre børn, var yderst begejstrede. Og dybest set kan man ikke narre børn i stor stil. Showet var flot, veludført og velafviklet, og hvis man har barnesindet i behold, vil man nyde showet og i øvrigt glæde sig over de mange glade ytringer fra de medbragte børn.

Showet fortsætter til Danmark, hvor det kommer både til Esbjerg og København.

Instruktør: Patty Vincent

Koreograf: Cindy Stuart

Forfatter: Jeremy Desmon

Kostumer: Cyntha Nordstrom

Medvirkende i hovedroller: Grant Marron, Stina Martini, Matvey Matveev, Sergei Muhhin, Sofie Roberg, Jakub Safranek, Maria Starr, Kurt Stoll, Nicola Trippick og ensemble.

Spilleperiode:

Malmø Arena: 8. og 9. februar

Jyske Bank Boxen i Herning den 12. og 13. februar

Royal Arena: 15. og 16. februar

Varighed: 2 timer inkl. pause