Skuespilhusets store scene er i ´Feberen´ omdannet til et gammeldags varietémiljø. På hver side af scenen er opstillet ”lygtepæle” med flere hvide glasskærme. Bagest på scenen troner de fem musikere i hver deres side. I scenografiens midte møder vi de fem danskfødte Barrisonsøstre, der havde deres storhedstid med deres til tider vovede optrædener i både USA og Europa fra 1892 til 1897. I deres kølvand følger deres impresario og storesøster Lonas senere ægtemand den revolutionære anarkist William Fleron.
Manuskriptforfatter Line Mørkeby har givet historien liv på scenen. I et interview i programmet medgiver hun, at hun ikke præcist kan vide, hvad søstrene og deres impresario tænkte i deres levetid. Til gengæld har hun haft nogle facts at tage udgangspunkt i, og de er dramatiske i sig selv og kalder bestemt på at blive gengivet på scenen. Inspiration har hun blandt andet hentet fra historiker Henrik Appels bog om de danske søstre fra 2021.
Alle steder fra lyder det, at søstrene var kendte og (berygtede) i deres samtid, men efterfølgende nærmest har været glemt. Det er derfor godt, at handsken er taget op fra teatrets side, for interessante, dramatiske og sjove historier, der giver et indblik i begivenhedernes samtid, fortjener altid en plads. Det gælder også for de fem søstre og deres impresario.
Forestillingen følger søstrene igennem deres succes med deraf følgende problemer og endelige nedtur. Der følger naturligvis, havde man nær sagt, problemer med, når så tilpas unge mennesker får pludselig succes. Der bliver drukket lidt for meget igennem, der er problemer med beundrere med meget mere. Og så er der problemer mellem søstrene. Også det er helt efter bogen, om det foregår i 1895 eller i 2025. Her er intet nyt under solen. Det hele forværres naturligvis af flere sagsanlæg, fordi nogle finder søstrenes optræden for vulgær.
Thomas Bendixen har gjort en stor indsats med både iscenesættelse og koreografi af de syv skuespillere. Forestillingen er i den grad fysisk – både når de fem søstre opfører deres numre – blandt andet det nummer, hvor de først går på scenen som piger fra Frelsens Hær til at springe ud i en cancan og spørger, om publikum ”wants to see their pussy”. Det er en tvetydig titel, for rent faktisk er der tale om kattekillinger. Scenografien er i mange niveauer, og de medvirkende har deres sag for, når de spurter op og ned ad trapper.
Mads Rømer Brolin-Tani spiller søstrenes impresario og Lonas senere ægtemand William Fleron, og han er intet mindre end fantastisk. Han synger, danser og bevæger sig som en drøm. Han er fræk og farlig som anarkist og revolutionær, (før han bliver mere og mere forudsigelig som håbløs flanør). I publikum forstår vi både ham og Lona, for han har helt sikkert udstråling og kan begejstre og opmuntre sine omgivelser. Sjov er han også, når han agerer tysk sur anmelder sammen med Morten Brovn, som både er forestillingens konferencier, forelsket bejler og endelig giver den på pauker. Morten Brovn har travlt med sine forskellige roller. Han er næsten kølig, når han dissekerer søstrenes skæbne og ikke lader dem komme til orde, når de forsøger at gå i rette med ham. Han er sjov som forelsket greve, der bilder sig ind, at han ikke kan leve uden den ene af søstrene og til sidst springer ud fra Eiffeltårnet. Som ondskabsfuld anmelder er han uovertruffen, og hans bitterhed, da han taber sagen mod Lona, vælter ud af alle porer, er til at tage og føle på.
Andrea Øst Birkkjær er Lona Barrison – storesøster til resten af flokken, og hende, der i forestillingen seriøst har bukserne på. Som det her er fremstillet, er det hende, der bestemmer, hvor skabet skal stå, og måske derfor går gruppen mere og mere i opløsning. Cecilie Bogø Bach, Amalie Husted Mørup, Fanny Leander Bornedal og Cecilie Gerber Nielsen er henholdsvis Sophie, Gertrud, Inger og Olga. De er alle gode i deres fandenivoldskhed. De står ikke tilbage for noget disse piger, der ikke har haft en nem start på livet. Sikkert er det dog også, at det har kostet mentalt at skulle begå sig i en verden, hvor mændene har bestemt. De mænd har sikkert stillet krav til både at se og røre.
Niels Søren Hansen har skrevet nykomponeret musik til forestillingen, og det er en luksus. Den fungerer, og man er ikke i tvivl om, at den er lavet til at matche den tid, historien foregår i. Der er ikke nogen deciderede ørehængere, men de fem musikere (inkl. Niels Søren Hansen selv som kapelmester) får musikken ud over rampen.
Forestillingen er flot eksekveret på alle planer og giver de fem søstre en fortjent plads i dansk teater- og dansehistorie. Samtidig giver teksten et bud på, at søstrene har haft indflydelse på udviklingen indenfor showbusiness for deres efterfølgende medsøstre.
Nu vil de fleste nikke genkendende til deres eksistens – og tak for det.
,
Feberen i Skuespilhuset
Medvirkende: Andrea Øst Birkkjær, Cecilie Bogø Bach, Amalie Husted Mørup, Fanny Leander Bornedal, Cecilie Gerber Nielsen, Mads Rømer Brolin-Tani og Morten Brovn.
Kapelmester: Niels Søren Hansen
Musikere: Nikolaj Heyman, Tom Bilde, Emma Elmøe, Rasmus Valldorf
Manuskript og sangtekster: Line Mørkeby
Iscenesættelse og koreografi: Thomas Bendixen
Komponist og kapelmester: Niels Søren Hansen
Scenografi: Palle Steen Christensen
Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: David Andreas Hjerting
Varighed: 2 timer inkl. pause
Spilleperiode: 30. april til 3. juni 2025
