”Fem kvinder bevæger sig i en slags meditativ ’slow-motion’ koreografi. Tiden står stille. Danserne er klipper, de er vand. De forandrer og forandres af deres omgivelser. De fem kvinder sidder fast, de flyder – i et spændingsfelt af modstand og overgivelse. I en kollektiv bevægelse, læner de sig mod en fælles fortid. De skaber en plads for forandring.”
Sådan beskrives Marie Topps nyeste koreografiske udspil, der er det tredje værk i en trilogi, hvor hun undersøger sansernes kompleksitet. I dette værk har hun sat sig for at undersøge politiske og kulturelle strukturers indlejring i sansningen. Værkerne er skabt i Dansk Danseteaters satsning GENERATOR, hvor én eller flere, fremadstormende koreografer får mulighed for at skabe samtidsværker i samarbejde med kompagniets dansere. På den måde får talenterne mulighed for både at udvikle deres kunstneriske idéer og individuelle koreografiske stil.
Ideen er både god og sympatisk, og det er oplagt at støtte op om unge koreografer inden for den moderne dans.
Marie Topps tanker er interessante, men uden programmets oplæg er tolkningen af de fem danseres optræden ikke oplagt.
Julia Giertz har kreeret et dejligt lydbillede til forestillingen, og dette kørte allerede, da publikum indfandt sig i Takkelloftets skønne black box scene. Det er bølgeskvulp, høje metalliske lyde efterfulgt af fejende og dunkende lyd. Lyden klæder forestillingen og giver en stemning, der indbyder til, at man lukker øjnene og tager den ind.
I salen var ingen scenografi – kun det nøgne rum, og lyset var stadig tændt. Bagest i rummet udenfor en lyscirkel midt på scenegulvet sad fem kvinder i skrædderstilling med ryggen til, og der blev de siddende i mange minutter. Lyset i salen blev slukket, og ganske langsomt hældede en af kvinderne lidt til siden. Efter 11 minutter rejste de sig langsomt. Efter 20 minutter begyndte en af danserne at gå. Kvinderne nærmer sig hinanden i et stumt nærvær, hvor to par står helt tæt, og den femte som en outsider løfter sine arme. Helt bevidst er der ingen øjenkontakt mellem de fem. De interagerer gennem bevægelsen.
Et kort øjeblik bevægede en af danserne sig med lidt hurtighed, men kun et kort øjeblik. Overordnet er det meget langsomt og kontrolleret, hvor danserne til tider overfører vægt fra den ene til den anden.
Meget langsom dans er udfordrende som kunstnerisk eksperiment og kræver en indlevelse, som ofte tager mange år at opøve. I den japanske butoh dans er de bedste dansere gamle, og selv om en danser kun bevæger sig få meter i en forestilling, er nærværet så vibrerende, at oplevelsen sidder i en længe efter.
I Marie Topps værk indtræffer et sådant nærvær ikke rigtigt. Forestillingen er knastør og intellektuel, og det er i sig selv interessant, men man lades som tilskuer tilbage med, at Topp kunne have udnyttet Dansk Danseteaters eminente dansere bedre, og at lidt mere dans i traditionel forstand ville have forbedret værket. Det hele bliver meget lidt tilgængeligt og henvender sig til en yderst smal publikumsgruppe.
Koreograf: Marie Topp
Dansere: Dansk Danseteaters dansere
Lydkunstner: Julia Giertz
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Kostume: Maria Ipsen
Spilleperiode: 28. til 30. maj på Takkelloftet.
Varighed: 47 minutter uden pause
Opføres i forbindelse med CPHStage.
