De kan ikke leve med hinanden, men de kan bestemt heller ikke leve uden. Det er dilemmaet for Edward Albees omvendte powercouple Martha og George. Deres liv er sammenfiltret af alt det, der ikke er lykkedes for dem i deres tilværelse. George er lektor i historie på det amerikanske universitet, Marthas far er rektor for, og George er aldrig blevet til mere end det.
Hele den skrækindjagende historie finder sted natten efter et selskab på universitetet, hvor Marthas far har været vært. Martha og George kommer hjem kl. 2 om natten, og Martha har til Georges store overraskelse og irritation inviteret det unge par Honey og Nick til en nightcap.
Natten igennem alt imens alkoholen får stemmebåndene på gled afsløres hemmeligheder om Martha og Georges ægteskab på ondt og ondt. De kender hinanden så godt, at de præcis ved, hvor de skal stikke broderesaksen ind og dreje rundt.
Stykket er skrevet og foregår i en tid, hvor kvinder var hjemmegående og ikke akademisk var en magtfaktor i universitetsmiljøerne. Det drejede sig (ifølge Albee) for kvinder om at gafle sig en mand, man kunne regne med ville avancere fra menig underviser til institutleder og endelig til direktør for universitetet. Hvis kvinden havde set forkert, var manden en fiasko og dermed hun.
Det er et uhyre effektivt cast, der er sammensat. Tammi Øst er ond, vampet, sexet, moden, beregnende og hjerteskærende ulykkelig som Martha. Hun blotter Martha, så vi i publikumssæderne vånder os over, hvor meget hun eksponerer sig selv og sin ægtefælle. Samtidig føler vi med den lille pige, for hvem intet har formet sig helt, som hun havde ønsket sig.
Jens Jørn Spottag giver hende modspil, og vi forstår, hvor meget det har påvirket ham, at hans kone er skuffet over ham og hans manglende avancementer. Det har gjort ham desillusioneret og pinligt klar over, at hun for så vidt har ret. Havde han da ikke alle muligheder, når nu han giftede sig med chefens datter? Trods alle skuffelser og ydmygelser elsker han sin kone, og de har en fælles sorg, der binder dem sammen.
Scenografien af Jonas Fly er med til at understrege det akademiske miljø. Martha og Georges stue er indrettet med et twist, der vidner om god smag. Bagvæggen har et smukt reolsystem med både bøger og en kostbar grammofon.
Et kæmpe abstrakt maleri pryder den anden væg – også udtryk for sofistikeret smag. På vej op til parrets øvre etage går en trappe, og på flere af trinene ligger bøger i stabler. Det er et sted, hvor der læses og forskes, og selvfølgelig kan alle bøger ikke være i den indbyggede reol for enden af trappen.
Nick er nyansat på det biologiske fakultet og gift med den tilsyneladende spejlblanke Honey, (hvis far er velhavende). De skal finde ud af at begå sig det nye sted, hvilket er grunden til, at de har taget imod den natlige invitation hos Martha og George, må man tro.
Peter Christoffersen er Nick, og han fremstår så perfekt som en Ken dukke. Han er høj, veltrænet og så er han tilmed klog og vil eller vil ikke danse efter Marthas pibe alt efter, hvad der kan betale sig. Peter Christoffersen er tilpas glat og ubehagelig og beskyttende overfor sin smalhoftede kone. Johanne Louise Schmidt er skøn i sin helt egen verden, hvor hun drikker sig igennem værtsparrets cognac, indtil hun bliver dårlig. Under overfladen af stupiditet aner man endnu en desperat kvinde, der ikke kan få hold på sit liv og ikke har udsigt til at få det.
Albees tekst spidder det akademiske miljø og parforholdets udfordringer, så der ikke lades meget håb tilbage. Kynismen iblandet ramsaltet alkoholfyldt humor tager vejret fra tilskuerne, og der drikkes virkelig igennem.
Albees stykke er fra 1962 og foregår meget specifikt i sin samtid. Kvinder i 2019 lever (forhåbentlig) ikke i samme grad gennem deres mænd, som Martha og Honey. Til gengæld er flere af Georges fremtidsvisioner om, hvordan børn vil komme til verden i fremtiden aktuelle. Georges betragtninger om det betimelige i reagensglasbørn rammer plet i dagens Danmark, og det er skræmmende.
Det er en flot satsning fra Det Kongelige Teater, og alle fire medvirkende leverer en fremragende og medrivende præstation.
Stykket varer mere end tre timer, men det gør ikke noget.
Forfatter: Edward Albee
Medvirkende: Tammi Øst, Jens Jørn Spottag, Johanne Louise Schmidt og Peter Christoffersen
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Oversættelse: Madame Nielsen
Varighed: 3 timer og 20 minutter inkl. to pauser
Spilleperiode: 12. april til 7. juni 2019
