Tennessee Williams skuespil fra 1955 er i Christian Friedländers scenografi ført op til 1970-erne, men handlingen er der ikke rørt ved. Det er historien om den dysfunktionelle familie fra Sydstaterne, hvor patriarken Big Daddy har inviteret til fødselsdag. Kun han ved ikke, at han har uhelbredelig kræft. Resten af den dysfunktionelle horde ved det og flokkes om ham for at gøre deres hoser grønne til Big Daddys millioner.
I centrum står svigerdatteren Maggie – katten på det varme bliktag.
Det er et stærkt cast af skuespillere, instruktør Minna Johannesson har samlet om sig. Som den sexede, neurotiske og sexhungrende Maggie er Johanne Louise Schmidt skinger og sensitiv, så man frygter, hun vil splintre i tusind stykker. Det er en bet at have den skønneste figur, det rødeste hår og en sexet udstråling, når ens fordrukne mand ikke gider en og direkte opfordrer en til at gå ud i byen, samtidig med, at facaden skal holdes i forhold til svigerfamilien, der ret åbenlyst efterlyser, at der bliver produceret en arving.
Der er meget sagt, men mere usagt mellem de to ægtefæller Maggie og Brick, spillet af Patrick Baurichter. Brick martrer alle omkring sig inklusive sig selv, mens han lægger et slør over sit liv med sprut. Han skyder skylden for sin latente homoseksualitet og vreden over sin bedste vens død på sine nærmeste.
Alle i familien har deres at bakse med. Bricks storebror Gooper, spillet af Mikkel Arndt, er frustreret, fordi han på trods af, at han arbejder som advokat, er gift og har fem børn, ikke har sin fars kærlighed.
Big Daddy fortræffeligt og ondt spillet af Olaf Johannessen hader sin kone, sin ældste søn, dennes ægtefælle og deres fem børnebørn, mens han forguder sin yngste søn, som han er dybt bekymret for. Dertil kommer problemet om, hvem der skal arve – den fordrukne søn, han elsker eller den retsskafne søn, han ikke kan døje. Big Mama, Ditte Gråbøl, lukker på sin side øjnene for sin mands giftigheder, mens hun spyr vulgær ild ud over resten af familiemedlemmerne.
Der foregår meget på scenen, hvilket de fem halsløse monstre af nogle børn bidrager flittigt med, når de tramper, løber, sviner eller opfører frygtelige sange for deres lidet taknemmelige bedstefar. De sekunderes af kapelmester og musiker Mikkel Hess, og det skaber et herligt billede på både ydre og indre kaos.
Der er nøgenhed, så det basker, når Maggie og Brick bader og skifter tøj, og når Maggie nærmest når klimaks for egen hånd i den dobbeltseng, hun er alene i. Det er en hård fysisk omgang, for vi i publikum er så tæt på, at skuespillernes blå mærker er til frit skue.
Elizabeth Taylor og Paul Newman var fantastiske som Maggie og Brick i Richard Brooks flere gange Oscarnominerede film fra 1958, men teaterdirektør Elisa Kragerup og Minna Johannesen har skabt et fantastisk univers til hele den neurotiske familie.
Forestillingen er virkelig vellykket, og heldigvis er der humor i den historie, der ellers ville have været svær at bære. Sproget og ordbillederne er fantastiske. De halsløse monstre, som Maggie i desperation over egen barnløshed kalder sin mands hele fem niecer og nevøer, er bare en af perlerne.
Og så er der den varme kat, der kan måle sin sejr, hvis hun kan holde sig fast på det varme bliktag.
Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter, Olaf Johannessen, Ditte Gråbøl, Mikkel Arndt, Kitt Maiken Mortensen, Mikkel Hess m. fl.
Medvirkende børn: Alexander Nyrop/Samuel Glem Zeuthen, Isabella Kjær-Westermann/Rose-Marie Kjær-Westermann, Anton Holm/Rasmus Malthe Jacobsen, Helle Thiemer Grønborg/Alma Kirstine Rod, Kathrine Ekberg/Piroska Ingemann
Instruktør Minna Johannesson
Scenografi og kostumer Christian Friedländer
Tekst: Tennessee Williams
Oversættelse: Madame Nielsen
Kapelmester og musiker: Mikkel Hess
Lysdesign: Christian Alkjær
Spilleperiode: 17. november til 31. december 2018
