Skuespilchef Morten Kirkskov har i denne sæson satset på de gamle danske litteraturklassikere. Først var det Adam Oehlenschlägers Aladdin med Christian Lollike i instruktørstolen, og nu har den katalanske instruktør og iscenesætter Carlus Padrissa givet sig i kast med nobelprismodtager Johannes V. Jensens roman fra 1901, Kongens Fald, der i 1999 blev kåret som det 20. århundredes bedste roman. Henrik Szklany  har stået for dramatiseringen af romanen.

Szklany har gjort den døvstumme Ide, der mange år senere skal vise sig at blive hovedpersonens barnebarn, til historiens gennemgående fortæller. Hun bliver portrætteret af Maria Rossing. Det er en interessant tanke al den stund, hun deler blod med to af hovedpersonerne. Hendes bedstefædre Mikkel Thøgersen og Otte Iversen var ungdomsrivaler og fik hver især barn med den kvinde, den anden elskede.

Scenografien er dyster, velfungerende og billedskabende, og der toppes med kaskader af vand på scenen og et gigantisk glasbur, der fyldes skiftevis med blod og vand alt efter, om der er krig eller elskov på spil. Der er herlige akrobater, der gestalter rotter og heste i en fart og fantasifuldhed, der imponerer. Videoprojektioner med slaget i Stockholm er flot, ligesom lyssætningen er det. Scenerummet udnyttes, når skuespillere og akrobater spænder frem og tilbage langs rækkerne.

Musikeren Adele Madau lægger et fint tyst lydbillede ind over forestillingen, og hun følger skuespillerne perfekt.

Der er lagt mange gode tanker og idéer i dramatiseringen, og der er da også en del, der fungerer. Det er bare ikke dramaet om Mikkel, erotikken, kongen og det stockholmske blodbad. Ingen af skuespillerne kommer for alvor over rampen i dette drama om krig og negative relationer. Man mærker hverken Mikkel, Otte eller kongen, og karakteren Ide virker også en anelse påklistret.

Hele foretagendet er storladent, men kedeligt og det forhold, at forestillingen varer en halv time længere end annonceret, hjælper ikke. En stjerne for skuespillet og 2 stjerner for scenografi, musiker og akrobater.

 

Kongens Fald på Skuespilhusets store scene

Af Henrik Szklany efter Johannes V. Jensens roman

Iscenesættelse og scenografi: Carlus Padrissa

Medinstruktør: Mireia Romero

Scenografassistent: Tamara Joksimovic

Kostumedesign: Karin Betz

Lysdesign: Ulrik Gad

Lyddesign: Jonas Vest

Komponist: Adele Madau

Videodesign: Vibeke Bertelsen og Freja Hyldgaard, Vertigo

Medvirkende: Joen Højerslev, Peter Christofferen, Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe, Lila Nobel, Mikke Becker Hilgart, Anne Plauborg, Jens Andersen, Janus Elsig

Cirkusartister: Liam Jones, Maya Saoirse Tenenbaum Peters, Alfred Hall Kreigsbaum, Sonia Christina Sivestre Matos, Mattias Umaerus, David Ullrich.

Musiker: Adele Madau

Varighed: 2 timer og 30 minutter

Spilleperiode: 16. november til 21. december 2018