Lærerinden Blanche DuBois har forladt sin hjemby efter rygter om, at hun har forført en 17-årige elev. Hun ankommer til New Orleans og flytter midlertidigt ind hos sin søster Stella og hendes mand Stanley. Men den fornemme Blanche og hendes primitive og voldelige svogers konfliktfyldte relation udvikler sig snigende, og samtidig er Blanches hemmelighedsfulde fortid ved at indhente hende.
I en tid, hvor debatten om køn, ligestilling og MeToo fylder alle medier, så kan man godt spørge, om det giver mening endnu engang at genopsætte Tennessee Williams efterhånden temmelig gamle forestilling fra 1947. Har denne fortælling om kvinderollen egentlig relevans? Svaret er en smule overraskende, ja.
Og i denne fortolkning på Aarhus Teater, er det interessant nok ikke kun en fortælling om kvindens rolle, men også om mandens, hvilket tydeligt bliver udtrykt i figuren Mitch, som kommer til kort i et univers, hvor en rigtig mand er en konge, der siger; ”Skat jeg er kun sammen med de andre piger, fordi jeg elsker dig”, – hvilket Steve siger til sin kone, og så tilgiver hun ham omgående.
I det hele taget er dette en fortælling om, at man ikke kan være, den man i virkeligheden er. Det hele bliver en konstrueret virkelighed med nogle kønsroller, som alle karaktererne falder ind i, og de er netop derfor nødt til at spille roller, fordi de er afhængige af det – for at overleve.
Her bliver vi vidne til to kvinder, som kæmper for at undgå at gå til grunde i en verden med fastlåste mønstre, de begge, på hver deres måde, har forsøgt, og forsøger, at flygte fra. Men det lykkes bare ikke i Williams forestilling, som det for eksempel gjorde for Ibsens Nora, der interessant nok er skrevet en hel del år før.
Scenografien er enkel, tids-frisat og fungerer ganske udmærket i en fiktiv og ikke nærmere defineret periode. Og de kostumemæssige valg, hænger godt sammen med at Blanches tøj skiller sig ud ved at have et fantasiunivers over sig – holdt i 50’er eller 60’er stemning, hvor resten af figurerne er sat udenfor en bestemt tid.
Ensemblet er godt sammenspillet, og agerer fortroligt i forhold til det simple scenografiske valg. De udfordres af at være til stede på scenen hele tiden – men det fungerer sjovt og underfundigt med ”comic reliefs” og med musikken, som er sat ind i fortællingen. Et godt valg, og velgørende kontrast til de lidt for stillestående monologer.
Skær lidt af tiden – det er 3 timer inklusive pause.
Instruktør: Peer Perez Øian
Medvirkende: Nanna Bøttcher, Jacob Madsen Kvols, Mette Døssing, Christian Hetland, Carla Eleonora Feigenberg og Lukas Toya
Forestillingen spiller på Aarhus Teater indtil den 4. juni 2022.