Jacque Lauritsen er tjeneren, der har sine vaner på restauranten, hvor man må forstå, at han har arbejdet i adskillige år, og restauranten har eksisteret endnu længere. Han indgår i et præcist orkestreret hierarki af personale. Der er hans overordnede – den irriterende overtjener, der blander sig i alt. Der er den forholdsvis nytiltrådte tjener Vanessa, der stadig er på vaklende ben arbejdsmæssigt. Der er en fordrukken kok, en vulgær barchef og en evigt spillende, men halvdøv huspianist.
Restauranten har naturligvis et klientel af stamkunder. De kommer til bestemte tider, bestiller den samme vin og giver det samme beløb i drikkepenge – hver gang. Det er trygt og godt for hovedpersonen, og det skal der i hans optik ikke laves om på. Imidlertid har verden det med at forandre sig, selv om vi ikke har bedt om det. Det sker også her på restauranten, da kunderne begynder at komme både for sent og for tidligt. De inviterer ny venner med i stedet for at opretholde status quo. En forretningsmand inviterer en ung dame med – af tjeneren benævnt ´barnedamen´. Hun drikker tredobbelt espresso af tekop og bestiller svampe, og svampene fremgår ikke af spisekortet. Hvad er det nu for en uorden? Hun gør indtryk på alle i restauranten – især herrerne, men også på den lille skolepige Anna, der hver dag bliver slæbt med på restauranten med sin far. Her sidder hun og laver sine lektier og stiller spørgsmål om dette og hint, hun oplever.
Forestillingen er en dramatisering af norske Matias Faldbakkens bog ´The Hills´ fra 2017. I bogen, der i øvrigt indbragte forfatteren en indstilling til Nordisk Råds Litteraturpris i 2020, ligger den hæderkronede restaurant i Oslo, men i Jacque Lauritsens dramatisering kender vi ikke placeringen. Den kan ligge i Oslo, Prag, København eller et helt tredje sted i Europa. Det er stemningen af et gammeldags etablissement, hvor man ved, hvad man kan forvente sig, når man går ind. Man bliver betjent og serviceret, som det sig hør og bør, og tjenerne skal servicere, men ikke blande sig eller give udtryk for egne holdninger.
Julie Forchhammers scenografi består af trækasser med diverse effekter – blandt andet drikkeglas til restauranten. De hvide damaskduge er brune sække, men når Jacque Lauritsen fortæller os, det er damask, så er det damask. Vi befinder os både i restauranten, men også i kælderen. Det fortæller vores hovedperson os.
Jacque Lauritsen er fantastisk som tjeneren på randen af et nervøst sammenbrud, for hvem det hele bliver for meget. Ikke alene favner han hovedpersonen, han karikerer også alle personer om ham. Det bliver både tåkrummende, selvudleverende og sjovt. Han kan være feminin som ´barnedamen´, han kan være pedantisk som overtjeneren, vulgær som barchefen og brovtende som de let beduggede kunder. Jacque Lauritsen har både mimik, gestik og ikke mindst ordet i den geniale tekst i sin magt. Med et lille buk af hovedet og lidt luden af overkroppen er Lauritsen tjeneren, og man er ikke i tvivl om, at her er en mand, der over en årrække har perfektioneret at holde sig i baggrunden og servicere sine kunder.
Man kan tage historien (med den noget foruroligende afslutning) for pålydende, eller man kan hæve blikket lidt opad og se den som et billede på et samfund, hvor mange af os risikerer at blive hægtet af på grund af nye tiltag, der ikke giver mening for os.
Restaurant Europa – gæstespil af AKUT360 og Jacque Lauritsen på Teater Får302
Medvirkende: Jacque Lauritsen
Instruktion: Andreas Dawe
Scenografi og kostumer: Julie Forchhammer
Lysdesign: Sonja Lea
Lyddesign og afvikling: Brian Larsen
Forfatter: Matias Faldbakken
Dramatisering: Jacque Lauritsen
Varighed: 80 minutter uden pause
Spilleperiode: 21. april til 7. maj 2022
