“Min krop dirrer konstant – en hær – har sat sig fast – i hver en celle – sidder en lille tyk soldat – og råber – REVOLUTION!” siger Julie Thalund og kigger insisterende på publikum. Og det er lige hvad ”TYK” er: kropslig, i bevægelse, kampklar, tyk og revolutionerende.
Forestillingen ”TYK” på Teater Får302 er en fin og inderlig udfoldelse af tykhed som grundvilkår i livet. Julie Thalund har skrevet stykket og leverer det med uovertruffen kropslig tilstedeværen i det intime teaterrum i velklingende samspil med sanger og musiker Camilla Bang. Det er en fantastisk fysisk teateroplevelse, som fortjener alverdens opmærksomhed for sin poetiske, humoristiske og musikalske æstetik.
Men det er det personlige og det politiske, som har stjålet denne anmeldelses opmærksomhed. ”TYK” er slagkraftige tykaktivisme i scenekunstform. Og den kunne ikke have haft premiere på et mere perfekt tidspunkt.
Vi befinder os i en brydningstid, hvor Thalunds hær af tykke soldater, som råber revolution, har momentum som aldrig før: Der er et fokus på tykfobisk stigmatisering – et fokus, som næsten kendetegner disse år. Der er nye sundhedsdiskurser; der er mere tilgængeligt tøj i større størrelser; der forskningsprojekter indenfor forskellige videnskaber, som undersøger og udfordrer den tykfobiske struktur; der en lang liste over kulturprodukter og andet, som beviser at vindene vender – og nu er vi på vej mod kropsfrihed og ligestilling for tykke mennesker.
Samtidig er der et øget negativt fokus på vægttab, som gør at vi i allerhøjeste grad har brug for hver og en i Thalunds frihedshær: Udskamning er et vilkår for tykke mennesker. Hvad enten det er manden på gaden, som råber tykfobiske skældsord, bekendte, som foreslår hvordan man skal klæde sig, film og teater fuld af fatsuits og mange andre typer tykfobisk diskrimination, som Thalund formidler råt og gribende.
Julie Thalund kigger ud på publikum, mens Camilla Bang synger ”Fuck alle dem, der har en mening om min krop!” – Den går ud til alle dem, der ikke kan acceptere, at kroppe er forskellige. ”TYK” er eksplicit politisk med et stærkt personligt indhold.
Julie Thalund og Performancekollektivet Ruby Gamache skriver sig ind i en aktivistisk kamp mod den tykfobiske struktur og gør det med forførende smerte, styrke og skønhed.
Iscenesættelse: Performancekollektivet Ruby Gamache
Skuespiller + tekstforfatter: Julie Thalund
Instruktør: Petra Wik + Astrid Hansen Holm
Koreograf: Gunilla Lind
Scenograf + Kostumedesigner: Anna Gammelgaard
Komponist + musiker: Camilla Bang
Producent: Astrid Hansen Holm
Arrangør: Teater Får302
”TYK” præsenteres af Ruby Gamache i samarbejde med Teater FÅR 302 og spiller til og med den 12. september. På grund af Corona er der kun plads til 32 publikummer i salen.