Alle sejl er sat til, når Marco Goth Thorsen sætter sin tredje teaterkoncert i scene på Dronning Dorothea Teatret i Kolding. Indtil videre har de to første dele bestået af ørehængere fra henholdsvis John Mogensen og Flemming ‘Bamse’ Jørgensen, mens tredje og formodentlig sidste del har kastet sig over musik fra gruppen TV2.

Og man skal uden tvivl være til musik af netop TV2, hvis man bruger en aften i de ellers dygtige performere og skuespilleres selskab. Instruktøren har med stor succes rystet posen og fundet både (i Dorothea Teatrets sammenhænge) kendte og nye kræfter, der sammen danner en flot teaterkoncert med et væld af små fortællinger. Nogle er mere vellykkede end andre, men skaber tilsammen en fin fortælling, hvor det dog først til sidst giver mening, at forestillingen foregår i et kontorlandskab, og man sidder tilbage med en undren over, hvor eventyrelementerne blev af. 

En af Dorothea Teatrets faste, dygtige kræfter er Laura Bager. Bager er efterhånden en erfaren dame, og det ses da også tydeligt. Hendes store force er sang, hvor hun igennem de seneste år har gennemgået en virkelig flot udvikling. Hun er sikker og dygtig.

Dorothea Teatrets ‘Grand old man’ Peter Beierholm er tilbage på den gamle købmansgård skrå brædder. Han fejrer sit 25 års jubilæum som amatørskuespiller på det teater, hvor han vel nok har lagt flest kunstneriske timer. Beierholm er sjov og skøn i de forskellige roller og har et fantastisk samspil med flere af de unge kræfter og får for alvor lov at udleve rollen som ‘gammel gris’. Ud over Laura Bager, der formår at synge Beierholm stærk, er hans parløb med Haakon Tranberg sublimt. De to herrer er på mange måder to alen ud af et stykke – med et par år imellem sig. Det er tydeligt, at de sætter pris på hinandens selskab, hvilket i den grad smitter af på publikum.

Tranberg er i den grad et guldkort for det lille teater og for forestillingen. Han kan synge og danse, oser af selvironi og er selvsikker helt ud i lilletåen. Det smitter af på både hans medspillere og publikum.

Emma er vokset med rollen og ansvaret og leverer nok aftenens flotteste og stærkeste nummer, når hun synger ‘Fald min engel’ op fineste og mest elegante maner. 

Kathrine Madsen er en del af den nye generation på teatret og er i den grad et fund. Hendes baggrund som danser kommer i den grad teatret til gode, og det er tydeligt, at hun trækker hendes medspilleres danseniveau op. At hun også kan synge og spille teater er en bonus, og man kan kun håbe, at teatret formår at holde på kræfter som hende.

Alt i alt kommer Marco Goth Thorsen og det stærkt sammensatte hold stærkt i mål, det er tydeligt, at alle giver alt de har og sætter en ære i at præstere. Man kunne dog måske have set på antallet af numre og begrænset sig. Om end der er tænkt over hver enkelt historie, så virker det pludselig af meget, og de to forrige dele i hans lille trilogi om danskerne har syntes mere velafbalancerede. 

Trilogien har nu fået en fin sløjfe omkring og holdet bag har god grund til at være stolte af deres arbejde.

‘TV2 – Eventyr for begyndere’ spilles fra 15. marts 2024 på Dronning Dorothea Teatret i Kolding.

Instruktør: Marco Goth Thorsen

Koreograf: Luise Fals Lund

Medvirkende: Peter Beierholm, Laura Bager, Haakon Tranberg, Jacob Nissen, Majken Stokbæk, Kathrine Madsen, Kristine Krogh, Vibeke Holm Frydenlund, Emma Katrine Ryhman Bak, Cille Ulsdal