KT-stjerner-4
’Klovn Forever’ har alt det forventlige; den er pinlig, fjollet, og går langt over stregen.

Fem år er gået siden sidste film, og Frank må sande at hans venskab med Casper langt fra er, hvad det har været. Casper kører med klatten og drømmer om at slå igennem i Hollywood – en skærende kontrast til det helt almindelige og kedelige liv Frank har med Mia og deres lille nyfødte baby.

Er det overhovedet muligt for Frank at overgå sig selv i dumheder? Svaret er bestemt ja, men Frank er blevet mere usympatisk, og hvor han før dummede sig ubevidst, tager han nu nogle beslutninger, hvor han i hvert fald godt kan regne ud, at det kan få fatale konsekvenser for ham. Så hvor han før var ’uskyldig dum’, er han nu mest af alt et ’dumt svin’.
Men er der noget i denne verden, som et godt venskab ikke kan holde til? Det spørgsmål kan du i hvert fald tage med hjem, når du har set ’Klovn Forever’

Der er ingen tvivl om, at hvis du kunne lide Klovn-universet, vil du helt sikkert få nogle kæmpe grin med ’Klovn Forever’. For som vi husker det fra både serien og den første film, er der masser af hverdagssituationer, som vi kan identificere os med.

‘Klovn Forever’ har premiere torsdag den 24. september 2015

Instruktør: Mikkel Nørgaard
Medvirkende: Casper Christensen, Frank Hvam, Mia Lyhne, Simone Colling, Iben Hjejle, Nikolaj Coster-Waldau, Lars Hjortshøj, Tina Hjortshøj Bilsbo, Ib Michael, Adam Levine, Isla Fisher, Jason Reed m.fl.
Foto: Per Arnesen