Forestillingen Ophav handler om familien Böllugaze, som i generationer har produceret sterilt gaze og er blevet rige af det. Familien består af en far og tre voksne børn, Michael, Birgitte og Katrine, som mere eller mindre kun mødes, hvis det handler om fabrikken eller de skal mindes deres afdøde mor. På den måde binder fabrikken familien sammen, men den har også medvirket til at splitte dem ad i fortiden og frem til nu.
Historien skildrer en fortælling om familieroller og familiedynamikker. Rig familie, hvor børnene kæmper om fars øjne og accept. Hvem kan råbe højest eller gøre det bedst, så man er mest muligt inde i varmen. Hvem skal tage over, når far går på pension, hvem er den mest værdige og hvem har overhovedet lyst? Præcis den skildring har man set flere gange før, blandt andet tv-serier som HBO’s Succession og Viaplay’s Empire. Igen en rig familie, en fraværende succesfuld far med 3-4 børn, der på hver deres måde kæmper for farens opmærksomhed og intriger om, hvem der skal overtage familievirksomheden.
Teatret skriver selv, at stykket gennemgående handler om frihed, om at sætte sig selv fri. Det snakker de også meget om i, men det virker på mange måder mere som ord end handling, i hvert fald hvis vi ser på den gennemgående handling.
Det handler dybest set mest om familiedynamikker og deraf nok også navnet Ophav. Samtidig handler den om familieroller, som i en hver familie kan være svær at bryde.
Om det kan kaldes en komedie, er måske lige på grænsen. Måske nærmere et drama med komiske elementer. Der er meget dialog og enkelte stedet også monologer.
Det er ikke et stykke med vildt store armbevægelser eller vilde spændingsscener. Den gennemgående rekvisit er et langt bord, som både udgør forhandlingsbordet på fabrikken, men også familiens spisebord.
Historien er god nok og måske også relevant, når man ser på, hvor ofte denne familiekonstellation bliver skildret på forskellige måder, men det er som om der alligevel mangler noget her. Familien udstråler ikke helt nok rigdom og det er svært rigtigt at mærke, hvordan de hver især føler. Dem der er mest tydelig i deres udtryk om følelser, er den ene af søstrene, Birgitte, familiens ”sorte får”, men som alligevel har holdt sammen på familien efter morens død, den følelse kan man som publikum sagtens mærke, og så sønnen Michael, der altid er den forurettede og ironiske type, er også ret tydeligt formidlet. Men i det hele taget kunne den sagtens have spillet endnu mere på følelser, eller i hvert fald gjort dem endnu tydeligere. Særligt når der ikke sker meget mere end selve dialogen skuespillerne i mellem, så skal man som publikum ikke være i tvivl om, hvilke følelser der er i spil og man skal næsten selv kunne mærke dem på stolerækken, for at det er rigtig godt.
Måske det i virkeligheden kunne have været bedre, hvis stykket var kortet lidt ned og lidt mere ind til benet.
Medvirkende: Victor Marcussen, Anna Ur Konoy, Line Kjær og Lars Dammark
Instruktion: Kamilla Bach Mortensen
Manuskript: Lars Dammark
Scenografi: Claus Helbo
Dramaturg: Dorthe Bebe og Anne Majgård Basse
Komponist og lyddesign: Ditte Rønn Poulsen
Lysdesign: Søren Lydersen
Kostumer: Elsebeth Hede Jensen
Turne periode: sæson 23 – 24
