Hayao Miyazaki må anses for japansk animationsfilms grand old man med sine mere end 80 år og 45 år lange karriere. I nogle måneder har hans ifølge ham selv sidste film ´Drengen og Hejren´ været at finde i de danske biografer. Den vandt en Oscar for bedste animationsfilm ved Oscar-uddelingen i marts i år.

Det er derfor en sjov ide at vise Hayao Miyazakis første film fra 1979 – `Kastellet i Cagliostro´ med og om gentlemantyven Lupin III. Dermed sluttes ringen.

Filmen følger Lupin, der stjæler penge fra et casino. Han får imidlertid en lang næse, fordi pengene er falske. Det huer naturligvis ikke Lupin, og han rejser mod riget Cagliostro, hvor han mener nøglen til falskneriet kan findes. Han rejser i en lille bil sammen med sin makker Jigen. På vejen møder de den unge pige Clarisse, der efter endt tid i kloster er på vej ind i et tvangsægteskab med den fæle grev Cagliostro. Lupins eneste mulighed er nu at redde den unge pige.

Redningstogtet er belagt med forhindringer, og de to udfordres af den grumme greve og hans folk, af en politiagent, af Lupins tidligere kæreste og samuraikrigeren Goemon. Dertil kommer, at slottet hverken er nemt at komme ind i endsige komme ud af. Der er korruption, fangekældre og professionelle snigmordere.

Historierne om Lupin er oprindelig skabt af franske Maurice Leblanc, hvis fortællinger har inspireret andre forfattere og diverse filmskabere og her været inspiration til en mangaserie med deraf følgende animationsfilm. Det gode ved animationen er, at nærmest alt kan lade sig gøre. Mennesker kan slippe godt fra snart sagt alle ekstreme situationer. De drukner ikke, de dør ikke af skud, og de kan komme væk fra alskens farer. Samtidig kan man bevare den oprindelige histories sjæl. Man genkender gentlemantyven, der er dygtig og ikke mindst en charmerende kvindebedårer. Han er farlig samtidig med, at han er menneskelig. Selvfølgelig vil han ikke lade en ung pige i stikken. Det er et gedigent gammeldags eventyr. Dog er det et herligt træk, at Lupin får kontant modspil af sin tidligere kæreste, der på sin side er lige så fræk og snu som han selv.

Filmen er sjov med smukke farver, der trækker en ind i historiens univers. Der er modsætninger i persontegningen, hvor Lupin og hans makker kører i en lille bitte bil, mens magthavere og de skurke, vi ikke holder med, har gigantiske køretøjer.

Filmen henvender sig til voksne og større børn, der ret sikkert vil være underholdt af den. Hvis man skulle have en mindre anke, er det, at den med sin 100 minutter er en anelse for lang.

Credits:

Titel: Cagliostros Borg

Instruktør: Hayao Miyazaki

Forfatter: Monkey Punch, Hayao Miyazaki, Haruya Yamazaki

Baseret på Monkey Punchs manga serie LUPIN III

ÅR: 1979

Land: Japan (japansk tale / danske undertekster)

Varighed: 100 minutter

Dansk biografpremiere 18. april 2024