For mange er flygtninge nok bare et tal man læser om i en artikel, eller et par billeder i avisen. Men i Eva Mulvads film “Love Child” er det en familie. En smuk iransk familie bestående af Sahand, Leila og deres højt elskede søn Mani.
I løbet af syv år følger vi Sahand og Leilas kamp for at få asyl mens de opholder sig i Tyrkiet. De fandt hinanden mens de begge var i respektive, ulykkelige ægteskaber i Tehran, og noget der bare skulle have været en affære blev til et barn og en lang, hård kamp for at opnå en “almindelig” familiestatus.
Dét at være sin mand eller kone utro i Iran er så ulovligt, at man højest sandsynligt vil blive stenet ihjel og samtidig bringe skam over ens familie for evigt. Deres eneste chance for at overleve som familie er at forlade alt de ejer og flygte ud af Iran.
I Tyrkiet er livet dog langt fra nemmere for den lille familie. De er ikke i sikkerhed, blandt andet fordi Sahand tidligere har været tvunget til at arbejde for Secret Service i Iran og konstant føler sig forfulgt og overvåget, men også fordi at asylansøgningen tager dræbende lang tid at få behandlet hos FN. De er i en limbo-tilstand og kan kun væbne sig med tålmodighed på at få svar.
Når Sahand finder sin computer frem, for at tjekke deres asyl status, holder man vejret som publikum. Det kan virke helt vildt unfair, at deres liv står og falder ved en status bar på FNs hjemmeside, men det er deres barske virkelighed. Da en ven med en lignende fortid får afslag forstørres tvivlen og usikkerheden for Sahand, Leila og Manis fremtid. Et afslag vil sende dem tilbage til Iran, de vil blive adskilt og Mani taget fra dem. Noget han aldrig vil overleve, hvis det står til Sahand.
I terapitimer får vi et indblik i både Sahand og Leilas dybeste tanker. Specielt Leila er ved at gå til at skyldfølelse og må grædende fortælle at hun mener hun har ødelagt familiens navn for evigt ved at efterlade det hele. Specielt er hun bange for hvordan hendes bror vil reagere hvis hun tog kontakt og fortalte ham om hvordan Mani egentlig blev til.
Vi kommer så tæt på denne familie i så lang tid, at det er umuligt ikke at få den største medfølelse og sympati for dem. Vi er med når de holder fødselsdag for Mani, når Sahand er på arbejde til sent om natten og når det hele bliver for meget og de to forældre ryger i totterne på hinanden af ren og skær afmagt. Man kan simpelthen mærke at alle former for facade er nedbrudt og vi kigger ind i et hudløst ærligt rum. Et rum fyldt med kærlighed og relaterbare drømme. Et skilt hænger i stuen med teksten:
“Every love story is beautiful, but ours is my favourite”
Det er så ekstremt vigtigt at få sat ansigt på de her flygtningetal man læser om, og den her film gør det med den største form for respekt. Vi følger kun en enkelt familie, et enkelt tal, men der findes flere millioner med lignende historier som også fortjener et godt og trygt liv.
Og lige præcis dét er vigtigt at få belyst.
Filmen kan ses som en del af årets digitale https://www.cphdox.dk/
Læs også:
https://kulturtid.dk/dokumentar/return-to-epipo/
https://kulturtid.dk/dokumentar/ihuman/
https://kulturtid.dk/film/the-kingmaker/
