Filmen foregår i 1990-ernes Paris, hvor aids-epidimien raser, og de smittede føler sig hverken hørt eller hjulpet af myndighederne. I aktivistgruppen Act Up, Paris, hvis medlemmer overvejende var homoseksuelle smittet med hiv, forsøgte man at råbe myndighederne op ved die-in protester med de deltagende liggende i gaderne med t-shirts med sloganet stilhed er lig død. De var drevet af vrede, frustrationer og en alvorlig fælles sag.

Instruktør Robin Campillo var med i aktivistgruppen ActUp fra 1989 og har været med til demonstrationer, lie down protester på den tid, filmen foregår. Inspirationen til filmen er derfor hentet fra egne oplevelser, men filmen er fiktion. Man følger arbejdet i ActUp, hvor der ugentlig bliver holdt møder. De fleste af gruppens medlemmer er smittede, og flere dør i løbet af filmen. Hovedpersonen er den unge, charmerende Sean, der blev smittet som 16-årig af sin gifte matematiklærer – surt show. Han er nu 26 og er bogstaveligt på dødens rand. De ugentlige møder er intense og følelsesladede, og selv om alle har en fælles sag og en fælles fjende, spirer spændingerne mellem medlemmerne. Midt i al sorgen og frustrationen forelsker Sean og et nyt medlem, den hiv-negative Nathan sig.

Det er ikke en feel good film, så biografgængere skal være forberedt på 140 minutters intenst og aggressivt drama, hvor seksuelle detaljer i undertegnedes optik udpensles til smertegrænsen. Også Seans sygdom følges, så intet overlades til fantasien, og pointerne kunne i min optik være opnået med meget mindre.

Man kan også lige så godt først som sidst indstille sig på at forlade biografen rystet. Når det så er sagt, er historien vigtig for os alle, selv om forskningen er nået langt i behandling og forebyggelse af HIV og AIDS, så er AIDS trods forbedret behandling stadig en trussel.

120 slag i minuttet af Robin Campillo
Danmarkspremiere den 8. marts 2018
Længde 140 minutter
Manuskript Robin Campillo og Philippe Mangeot, Ariel Borenstein.
Instruktion: Robin Campillo
Producere: Hugues Charbonneau og Marie-Ange Luciani
Medvirkende: Nahuel Pérez Bicayart, Arnaud Valois, Antoine Reinartz, Adéle Haenel. Théophile Ray, Catherine Vinatier, Felix Maritaud