’Spider-Man: Homecoming’ er fortællingen om den evigt unge Peter Parker, der kan spinde store, klæbende baner og svinge sig fra tag til tag i jagten på de onde og ønsket om at komme de svage til undsætning. I ’Homecoming’ kæmper Spider-Man for anerkendelse i det gode selskab: The Avengers. Det viser sig dog, at hans sande supergave måske i virkeligheden er, at han fortsat er en teenagedreng, og at det netop er hans usikkerhed og sårbarhed som menneske, der gør ham til en sand superhelt.

Vi følger Spider-Man i hans forsøg på at leve en relativt normal tilværelse i New York bydelen Queens, hvor han bor sammen med sin tante May – men under opmærksom overvågning af sin nye mentor Tony Stark. Han forstyrres dog af sine ambitioner om at blive alt andet end den venlige, lokale, nabohelt, der viser gamle damer vej og forhindrer cykeltyverier.

Spider-Man tager kampen op mod superskurken Vulture, der udgør en gigantisk trussel mod byens sikkerhed og alt det som Peter holder allermest af i sin forvirrede teenagetilværelse. Han griber chancen for én gang for alle at vise, at han er den Spider-Man, skæbnen har bestemt ham til at være.

Peter Parkers rolle kan virke en smule for naiv og dumsmart og nogle gange stikker filmen simpelthen også bare af i det rene ingenting. Den reelle historie er dog fin: en ung mands fumlende kamp for at leve op til omgivelsernes krav og forventninger: skolen, hjemmet, kærligheden og ikke mindst hans ambitioner som Spider-Man.

’Spider-Man: Homecoming’ har premiere torsdag den 6. juli 2017 i de danske premierebiografer.

Instruktør: Jon Watts

Medvirkende: Tom Holland, Robert Downey Jr., Marisa Tomei, Michael Keaton, Laura Harrier, Zendaya, Jon Favreau og Jacob Batalon.