‘Blade Runner – The Final Cut’ er indbegrebet af Science fiction – slet og ret en genistreg.

Det er over 30 år siden, at Blade Runner havde premiere for første gang – og det i sig selv er utroligt, for den fanger stadig sit publikum. ‘Final Cut’-udgaven er flot og nyrestaureret i sit digitale udtryk, og det er fantastisk at se filmen helt som instruktøren Ridley Scott ville have den.

Handlingen foregår i 2019 i Los Angeles, og der tegnes et dystert billede af jordens tilstand. Teknologien har gjort det muligt for befolkningen at flytte til andre planeter og fremstille kunstige mennesker også kaldet replikanter. Men medaljen har en bagside, og da nogle af disse replikanter vender tilbage til joden for at gøre oprør bliver det Rick Deckards tjans at få stoppet galskaben – ikke den nemmeste opgave.

Det er en fornøjelse at gense en ung Rutger Hauer som Roy Batty og en ligeledes yngre Harrison Ford i rollen som Deckard, de spiller en vis legemsdel ud af bukserne.
Det er tydeligt at Ridley Scott var forud for sin tid, for selvom man godt kan se, at filmen er af ældre dato, og at vi i dag godt kan regne ud, at jorden ikke ser sådan ud om fire år, når vi rammer årstallet 2019, så har ‘Blade Runner – The Final Cut’ uden tvivl formet den skapelon, andre instruktører former deres Science fiction film efter.

I det hele taget er der tale om en forbedret udgave af en i forvejen flot film, og uanset om du er fan eller førstegangs-seer, så kan du kun blive begejstret for ‘Blade Runner – The Final Cut’.

Filmen har premiere den 7. maj 2015.

Instruktør: Ridley Scott
Medvirkende: Harrison Ford, Rutger Hauer, Sean Young, Edward James Olmos, M. Emmet Walsh, Daryl Hannah, William Sanderson