”Den gode Spion” er en klassisk old-school gentleman spionfilm. Filmen foregår i England og Rusland under den kolde krigs informationskrig og under Cuba-krisen
Greville Wynne (Benedict Cumberbatch) er en engelsk forretningsmand. I 1960 opsøges han af den britiske efterretningstjeneste, hvor han rekrutteres til at smugle tophemmelig information ud af Moskva, beliggende i det daværende Sovjetunionen, til engelske MI6 og amerikanske CIA.
Greville Wynne portrættes af Benedict Cumberbatch, som den gode lidt naive sympatiske civilist, der bliver inddraget i en efterretningsverden, han ikke kender til. Missionen er at etablere kontakt med en russisk kilde, den højtrangerende militærmand Oleg Penkovsky portrætteret af Merab Ninidze.
”Den gode Spion” er ikke en stor film, men det er bestemt en god film. Forvent ikke en actionfilm, som man kender fra de mere nutidige agent- og spionfilm som f.eks. James Bond. I stedet er der mere langt vægt på fortællingen af en dramatisk historie. Det som er mest rørende ved filmen ” Den Gode Spion” er at filmen er autentisk og baseret på en ganske utrolig sand historie.
”Den gode Spion” er historien om samarbejdet mellem engelske Greville Wynne og russiske Oleg Penkovsky. Et samarbejde, der bliver begyndelsen på en ekstrem farlig mission og et ekstraordinært venskab, hvor de begge ved, at de sætter livet på spil.
Den ægte Greville Wynne udgav i 1981 biografien – The Man from Odessa, hvor han bl.a. beskrev historien og samarbejdet med den russiske Oleg Penkovsky. Denne bog er én blandt mange kilde som manuskriptforfatteren Tom O´Connor har gjort brug af til at skrive manuskriptet til filmen ” Den gode spion”.
Det som adskiller ”Den Gode Spion” fra andre spionagefilm er at, i denne film kommer man bag om de ægte spioner Greville Wynne og Oleg Penkovsky og lærer mennesket bag at kende. Begge portrætteres som sympatiske mennesker med familier og en drivkraft om at gøre verden til et bedre sted.
Både Benedict Cumberbatch og Merab Ninidze er fremragende i rollerne som Greville og Oleg. Og der er store sandsynligheder for at de begge bliver indstillet til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle og birolle. Bl.a. tabte den i forvejen slanke Benedict sig 10 kilo for at kunne spille rollen som den udmagrede Greville.
Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Rachel Brosnahan, Jessie Buckely, Merab Ninidze med flere.
Instruktør: Dominic Cooke
Længde: 111 minutter