Marry Me - Foto: UIP

Filmen `Freaks Out´ åbnede dette års Italienske Filmdage i Grand Teatret i København efter en festlig indledning allerede udenfor biografen, hvor en lille Fiat 500 var opstillet, en italiensk sanger underholdt, og hvor der blev serveret diverse smagsprøver på både italiensk vin og ditto mad.

Filmen foregår under Anden Verdenskrig i Italien. Matilda, Cencio, Fulvio og Mario arbejder i et cirkus. Da ejeren af cirkusset – Israel – på mystisk vis forsvinder, fristes de fire kolleger og venner til at søge arbejde hos den tyske cirkusejer Franz. Han er bestemt ikke helt fin i kanten, og det går ret hurtigt op for dem, at det er ganske farligt at søge hyre her. Samtidig er Matilda ude af sig selv over, at Israel er forsvundet og sætter alt ind på at genfinde ham. Ikke overraskende viser det sig, at han er ombord på et tog, der deporterer jøder.

De fire er mærkelige på hver deres måde. De tre herrer er henholdsvis en dværg, der også er den hvide klovn, en er skægget i hele ansigtet som en ulvemand, og den sidste kan få sværme af insekter til at flyve på kommando. Matilda – kvartettens eneste kvinde har så meget strøm i sig, at hun kan få glødepærer til at lyse ved at tage dem i munden. Hun kan ikke røre andre personer uden, at de bliver strømførende og kommer til skade.

De tre herrer lader sig friste af sex og penge i det tyske cirkus og af den gale, klaverspillende ejer, der kan se ind i fremtiden og ønsker at ændre den slutning, han kan se, der er for tyskerne i krigen. Til dette formål behøver han de fire kolleger, der kan hjælpe ham med at skabe kontrafaktisk historie. Matilda har et rent hjerte og har kun et mål – at finde Israel. Hun bliver til gengæld fanget ind af en guerillagruppe, der forsøger at bekæmpe tyskerne.

Det er et mærkeligt univers, publikum inviteres ind i. Cirkus har ofte talt til de mere groteske sider af menneskelivet. Her blandes det med nazismens grimme ideologi, der ikke rummer plads til at behandle mennesker, der ikke følger den slagne vej og ligner alle andre. Der er mindelser til Fellinis film, til filmen Night Mare Alley og til et fantasy-univers, der er som taget ud af en Marvel film.

Filmen har vundet flere priser på sidste års filmfestival i Venedig. Den er flot fotograferet, og flere steder med æstetik som i et computerspil, der er spektakulære cirkusoptrin, og endelig er der mange imponerende specialeffekter. Imidlertid fænger historien ikke, og filmen er mindst en halv time for lang, men skuespillerne gør det godt, og især den unge Aurora Giovinazzo er god som Matilda.

Freaks Out

Instruktør: Gabriele Mainetti

Medvirkende: Franz Rogowski, Claudio Santamaria, Pietro Castelitto, Aurora Giovinazzo.( Matilda)

Filmen er italiensk med engelske undertekster

Varighed. 141 minutter

Filmen blev vist i forbindelse med Italienske Filmdage i Grand Teatret.