“Glass” er tredje film i trilogien, der begyndte med filmen “Unbreakable” i 2000. Og filmen ” Split” fra 2017. Alle filmen er skrevet og instrueret af M. Night Shyamalan.
I ” Glass” samles filmene “Unbreakable” og “Split”. Fra “Unbreakable” er Bruce Willis tilbage i rollen som sikkerhedsvagten David Dunn, der som den eneste overlevede en togulykke og nu har evnen til at se syn, når han berører et menneske. Samuel L. Jackson er tilbage, som den superintelligente Elijah Price også kendt under navnet Mr. Glass, da han siden barndommen har lidt af en sygdom, der gør, at hans knogler kan knække som glas ved den mindste berøring.
Fra Filmen ” Split” er James McAvoy tilbage i rollen som Kevin Wendell Crumb, der gemmer hele 24 forskellige personligheder i sig, ikke mindst den dyriske personlighed “The Beast”. I “Spilt” tilfangetog Kevin blandt andre Casey Cooke, som spilles af Anya Taylor-Joy – den eneste pige af tre, der undslap Kevins fangeskab i live.
Filmene går også under navnet “Eastrail 177 Trilogy”, da flere fans har bemærket at de tre hovedkarakterer i filmene, alle har noget til fælles med togulykken i “Unbreakable”, en historie der også bygges videre på i “Glass”. “Glass” begynder hvor “Unbreakable” og “Split” endte – sådan da. M. Night Shyamalan har selv udtalte, at “Glass” begynder ca. 15 år efter “Unbreakable” og få uger efter “Split”, hvilket forklarer, hvorfor James McAvoy og Anya Taylor-Joy ligner sig selv, mens Samuel L. Jackson og Bruce Willis er ældet betydeligt i “Glass”.
I “Glass” er David Dunn, Elijah Price og Kevin Wendell Crumb endt på et psykiatrisk hospital, hvor psykiateren Dr. Ellie Staple, spillet af Sarah Paulson, forsøger at overbevise dem om, at de alle tre lider af samme lidelse og at de ikke besidder overnaturlige egenskaber men i stedet er syge mennesker, der kræver forståelse og pleje for at få løsnet op for de traumer, der har gjort, at de tror, at de har superevner.
Spørgsmålet er, om psykiateren har ret, eller om Elijah Price spiller med i et komplekst forsøg på at tricke psykiateren og ikke mindst på at sætte Kevin og David op imod hinanden.
“Glass” er superspændende og bevæger sig i et skabt rum mellem at være en superhelte-film og et drama. Ikke mindst er det et skønt gensyn med Bruce Willis og Samuel L. Jackson og især James Mcavoy, der er uhyggelig god til at fremvise hele 24 forskellige personer.
Det vil uden tvivl være en fordel at gense “Unbreakable” og ” Split” inden, man ser “Glass”, da der er rigtig mange referencer til den første og anden film, mens “Glass” giver publikum mulighed for at få en mere uddybet version af karakterernes historie.
” Split” var en af de mest profitable film i 2017, derfor er der store forventninger til “Glass”. “Glass” er underholdene, men på et tidspunkt bliver historien for uklar i forhold til blandt andet psykiaterens rolle, hvilket gør det lidt svært for en biografgænger at forstå filmen, for hvor er den på vej hen. En af grundene til denne uklarhed kan være muligheden for at lave en fortsættelse – en fjerde film, en mulighed som manuskriptforfatteren M. Night Shyamalan har sagt kan komme på tale, hvis han føler sig inspireret.
Medvirkende: Bruce Willis, Samuel L. Jackson, James Mcavoy med flere.
Instuktør og Manuskript: M. Night Shyamalan
Spilletid: 110 minutter
Producer: Ashwin Rajan, Gary Barber, Jason Blum, John Rusk, Kevin Scott Frakes, M. Night Shyamalan, Marc Bienstock, Roger Birnbaum, Steven Schneider