Hjerter Dame – dokumentarfilm om den første kvindelige formand i LO.
Danmarks første kvindelige formand for LO blev valgt i oktober 2015 med overvældende flertal over den siddende formand Harald Børsting. Lizette Risgaard stod således efter otte år som LOs næstformand i spidsen for den magtfulde fagbevægelse. Filmen følger hendes arbejde, der resolut starter med, at hun fyrer hele den siddende bestyrelse. Sådan skulle den ged åbenbart barberes, men Lizette Risgaard ville stille med nyt hold.
Hun slår fast, at medlemstallet er gået ned, og at der skal gøres noget ved det. Fagbevægelsen skal moderniseres, og fællesskabet skal være synligt. Risgaard ryster ikke på hånden, og hun siger sin mening uden omsvøb. Og dog – for knasten i overenskomstforhandlinger om påtvungent overarbejde bliver omdøbt til fleksibel arbejdstid. Det lyder vist pænere! Her får Lizette sine medlemmer imod sig, og hun sander, at det ikke er sjovt. Hun tager dog tyrene ved hornene, da hendes medlemmer råber af hende under hendes første maj tale. Lizette Risgaard stikker på ingen måde ikke halen mellem benene eller vender ryggen til. Hun snupper en fadøl og taler med de medlemmer, der er lodret uenige med hende. Det bliver de imponerede over, for de har aldrig oplevet det før.
Filmen har skønne billeder fra LOs hovedkontor på Islands Brygge og mange smukke billeder fra vandsiden, der ligger spejlblanke i solen.
Meget bevidst inviteres seerne ikke ind i privaten. Vi ser Risgaard komme ud af sin havelåge i huset i Rødovre eller lege med hunden i haven. Vi får fortalt, at hun har to drenge med sin afdøde mand, men privatlivet deler Risgaard ellers ikke ud af. Det er et valg, og det er sympatisk. Det kommer dybest set ikke andre ved.
Til gengæld portrætterer filmen den fysiske træthed, der indtræder efter timelange forhandlinger. De pæne sko smides, og benene smækkes op endnu før Risgaard når hotelværelset. Måske ser vi her et lille billede på en forskel mellem en kvindelig og mandlig fagforeningsboss. Muligvis smed Harald Børsting ikke skoene under møder.
Filmen viser også det tætte samarbejde, Risgaard har med sine rådgivere, og det er oplagt, at hun hører efter, og der er en gensidig respekt.
Det er en heltehistorie om kontorassistenten Lizette Risgaard, der kæmper sig op til formandsposten for LO som den første kvinde nogensinde. Historien har næsten også alt inden for klichéer om den oversete kvindelige næstformand, der slår sin formand efter at have stået ud med hans manglende opbakning gennem hendes otte år som næstformand.
Det er oplagt, at instruktørerne Louise Detlefsen og Mette-Ann Schepelern vil fortælle en god historie om magtmennesket Risgaard, der i den grad er steget i graderne og har gjort det godt. Det er imidlertid denne heltevinkel, der får filmen til at tilte flere gange. Påstandene om Harald Børstings behandling af Lizette Risgaard bliver ikke efterprøvet, og de tidligere bestyrelsesmedlemmer, der blev skiftet ud, beskæftiger filmen sig heller ikke med.
Til gengæld må alle indrømme, at det er godt skuldret at nå toppen i en ellers mandsdomineret verden, og at Lizette Risgaard på ingen måde har slået sig til tåls med ”kun” at være formand for LO. I april 2018 stiftede Lizette Risgaard sammen med formanden for FTF Bente Sorgenfrey en ny hovedorganisation mellem LO og FTF.
