Filmen ”Kvinde på Krigsstien” foregår på Island. Og som publikum kommer vi på en dybsindig rejse, når vi følger Halla alias Fjeldkvinden og hendes moderne økokamp mod den islandske tungindustri. Sjældent har vi set en så stærk nutidig Islandsk viking kvinde som Halla. Halla er simpelthen definitionen på en ildsjæl, der ene går i krig mod Islands miljøsyndere med bue og pil.
Flere gange kapper hun ledningerne til strømforsyningen på Island, og det gør hende til jaget vildt. Hun flygter fra lovens lange arm, helikoptere og varmesøgen droner, mens hun i hastig fart løber over de islandske sletter. Heldigvis for hende har en spansktalende turist valgt at besøge Island, og flere gange bliver han taget til fange i stedet for Halla. Hvilket medfører flere hjertens sjove scener, hvor man skraldgriner over, hvad der sker for den stakkels turist.
Ingen tænker på, at Halla kan stå bag det, som de islandske politikere sammenligner med ISIS og beskriver som værende et terroristangreb Til hverdag er hun nemlig den glade og meget overskudsagtige dirigent af et kor. En af korsangerne er statsembedsmanden Baldvin, som er den eneste, der ved, hvad Halla går og laver. Men han har meget svært ved at håndtere presset, da Halla går længere og længere i hendes bestræbelser på at redde Island.
Men på et splitsekund forandrer Hallas hverdag sig, da hun får af vide, at hendes adoptionsansøgning er gået igennem, og at hun efter 4 års venten snart skal være mor til 4 årige Nika fra Ukraine. Men at kombinere hendes kamp for Island og den nye rolle som adoptionsmor, kan det lade sig gøre?
”Kvinde på Krigsstien” er en storslået fortælling om det moderne Island. Filmen er fantastisk filmet, og Islands natur er bjergtagende med sine varme kilder og golde sletter. Og ikke mindst får vi indsigt i den moderne islandske kvinde, der elsker at dyrke yoga og som ønsker at gøre en forskel for hendes elskede Island inspireret af Mahatma Gandhi og Nelson Mandela, hvis billeder pryder hendes lille lejlighed.
”Kvinde på Krigsstien” er en film, der har flere sjove elementer i sig samtidig med det alvorlige. Filmen er også et portræt af en moderne kvinde, som er ét med naturen og som kæmper for naturen. Det pudsige element i filmen, der sjældent er set før, er at musikken, der spilles af en tre mandsband er en meget stor del af filmen, da de direkte er en del af filmen. Samt et kvindeligt ukrainsk trio i folkedragter. Denne nye vinkel virker fantastisk god i ” Kvinde på Krigsstien”. ” Kvinde på Krigsstien” er absolut værd at se, og den har berettiget vunder Nordisk Råds Filmpris og Europa-Parlamentets filmpris LUX-Filmprisen i 2018.
Medvirkende:
Halldóra Geirharosdóttir, Jörundur Ragnarsson med flere.
Instruktør: Benedikt Erlingsson
Manuskript: Benedikt Erlingsson og Olafur Egilsson
Producer: Benedikt Erlingsson, Carine Leblanc og Marianne Slot
Klip: David Alexander Corno
Varighed 101 minutter