Maddy the model

Maddy the model - Foto: CPH:DOX

I beskrivelsen af dokumentaren “Maddy the model” er ordene store. “Verdens første supermodel med Downs Syndrom udfordrer normerne for skønhed og inklusion i en ellers lukket verden”.

“En ung pige, der med sin mor som evig støtte udfordrer normerne for skønhed, mens hun verden rundt sparker dørene ind for mennesker med handicap.”

Forventninger til at se modellen Maddy der kæmper en kamp for at udfordre skønhedsidealet er derfor allerede tårnhøje. Desværre er følelsen efter at have set halvanden time med Maddy, hendes mor og deres oplevelser i modebranchen lige så lave som forventningerne var høje. Men hvordan kan det lade sig gøre med så smukt et formål?

Vi følger australske Maddy på 18 år, der har Downs Syndrom og hendes mor Rosanne, som ved siden af sit fuldtidsjob bruger alle sine timer på at kontakte store modehuse, managers og agenter for at få jobs til Maddy. Modeldrømmen begynder for 2,5 år siden, hvor Rosanne tager sin datter med ind at se et modeshow – hvorefter Maddy udbryder “Me model”. Derefter tager tingene fart.

Maddys eller morens drøm Rammen for dokumentaren er fascinerende og vigtig: diversitet i modebilledet og plads til alle. Men netop denne ramme lader til ikke at passe med billedet, vi ser. Er denne diversitet morens og Maddys egentlige formål? Eller er det en undskyldning for at blive kendt, set og få en fod inden for en ellers utrolig svær modebranche?

Endnu vigtigere opstår spørgsmålet: Er det her egentlig Maddys drøm… Eller er det morens? Historien lægger op til rene intentioner – en rørende fortælling – men mudres af en mor, der virker til at ville modebranchen mere end sin datter. Har man set dokumentarserierne med mødre til børn i skønhedskonkurrencer vil man forstå vores ambivalente følelser. For er det overhovedet godt for Maddy, der trods sin 18 år formentlig er på samme mentale udvikling som en 7-årig?

Vi følger Maddy vinke og smile på runwayen – men ser hende også efterfølgende bryde grædende sammen. Eller fortælle om sit savn til sin kæreste når moren og hende er på promoveringstur i Uganda for at sætte fokus på skønhedsdiversitet. Vi får aldrig én gang svar på, hvorfor Maddy vil det her – ville det være nok at tage nogle billeder af hende med en fotograf og vise Maddy dem?

Tørlagt fortælling Der er enkelte scener, hvor instruktøren Jane Magnusson lader Maddy leve. Hun har et sprog, der er svært at forstå, så det har formentlig været årsagen til, at der er meget få scener med Maddy uden sin mor, der kan oversætte det, hun siger. En scene hvor Maddy kæmper med at binde snørrebånd er det eneste sted i halvanden time, vi mærker Maddy helt ind til benet. Et andet lignende moment er, når Maddy ses med sin kæreste. Og det er smukt for Madeline er utrolig elskelig og livsglad. Men moren kommer til at overtage fortællingen – og det er her, historien mudres. Når Maddy går modeshows, er moren altid med, og her ser vi også moren prale om alle de shows, Maddy laver, og at hun nu er oppe på 60 shows. Hvorfor vil instruktøren fremstille moren sådan, medmindre det er sådan, hun altid bare er?

Vi håbede inderligt Det føles som bondefangeri, at vinklen på dokumentaren sælges på, at Maddy prøver at sparke døre ind og sammen med sin mor kæmper for diversitet. Der er noget i dokumentaren, der får hårene til at stritte – og det er formentlig, at diversitet-formålet er morens forklædning for at få lov til at opleve modebranchen. En klassisk historie om en tabt barndomsdrøm der nu skal opleves gennem Maddy. Hvis instruktøren havde fået moren til at tage stilling til netop dette, ville anmeldelsen måske have lydt anderledes. For så ville alting være ægte. Dokumentaren kradser kun lige i overfladen – og det er kedeligt TV.

Instruktør: Jane Magnusson
Medvirkende: Madeline Stuart, Rosanne Stuart Producer: Cecilia Nessen

Skriv kommentar