Marco Effekten er filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens femte bog om afdeling Q. Denne gang er det Nordisk Film der ene og alene har overtaget filmrettighederne fra Zentropa Entertainments, der stod for de fire første filmatiseringer af de populære fortællinger om efterforskningsafdelingen i politikælderen.
Filmen handler om den stædige Carl Mørck (Ulrich Thomsen), der naturligvis nægter at gå til psykolog efter en arbejdsrelateret hændelse, men i stedet for begraver han hovedet i en ny genåbnet sag sammen med sin partner Assad (Zaki Youssef). Denne gang omhandler det en ellers nedlukket pædofilisag på en tidligere embedsmand William Stark, som nu efterfølgende er forsvundet. Men da den østeuropæiske dreng, Marco dukker op og bliver taget ved den danske grænse med en side fra William Starks pas på sig, ruller efterforskningen i gang igen. Carl Mørcks chef, Marcus er som sædvanlig på nakken af Carl og Afdeling Q og vil forudsigeligt nok bare have, at de skal opgive sagen helt.
Men Carl Mørck gør også i denne omgang lige hvad der passer ham, og han og Assad vikles ind i alt fra korrupte embedsmænd til kriminelle illegale for at opklare sagen om den forsvundne embedsmand.
Produceren bag Marco Effekten, Mikael Rieks udtaler i forbindelse med tilblivelsen af filmen, ”Sammen med Martin Zandvliet har jeg haft en stor ambition om at udvikle og konceptuere serien helt fra start med stor respekt for de film og den succes som tidligere har været skabt. Men populært sagt har vi ønsket at starte fra scratch og derfor har vi haft en grundregel fra dag 1, at vi ikke taler om det, der ér lavet, men i stedet tænker og ser fremad – i erkendelse af at vi skal arbejde mange år med dette nye univers. ”
Så er spørgsmålet bare, kan man det? Kan man tage en allerede eksisterende succes og fuldstændig nulstille uden publikum vil sammenligne med de forrige film?
Det bliver nok den sværeste opgave af dem alle. For vi mennesker dømmer, vurderer og sammenligner, det er det vi kan, også selvom vi prøver at lade vær.
Men hvis vi nu ser bort fra, at der har været fire tidligere film af samme serie. Så er det stadig en film der desværre hurtigt rammer glemmekassen. Allerede få dage efter filmvisningen var de 125 minutter allerede på vej væk fra erindringen. Filmen mangler helt ærligt spænding. Halvanden time inde i filmen røg uret da også en tur op af lommen, for nu måtte der da enten komme noget mere spænding eller også måtte filmen være ved at være færdig. Men der var stadig en halv time endnu og der sneg filmen sig måske et lille nøk op af spændingskurven lige til sidst – men alt andet havde jo også kun været endnu mere skuffende. Marco Effekten er i virkeligheden nok mere forudsigelig end den er spændende og det er virkelig ærgerligt.
Man kan til gengæld ikke brokke sig over Ulrich Thomsens udgave af Carl Mørck, men man kan jo sjældent brokke sig over Ulrichs skuespil overhovedet. Han gør det godt, som en gnaven, stædig og lettere udbrændt, middelaldrende enspænder-mand – så hvis man skulle udskifte Nikolaj Lie Kaas med nogle, så er det bestemt ikke et dårligt valg.
Desværre har Ulrich Thomsen og Zaki Youssef ikke den samme kemi, som det tidligere makkerpar havde. Måske er det bevidst, måske er det ikke, men det er bestemt ikke noget der fremmer filmen, at kemien imellem dem udebliver.
Luboš Oláh, der spiller drengen Marcus, skulle efter sigende næsten være dukket tilfældigt op i Tjekkiets gader under en casting, som han ikke engang selv deltog i, men hans naturlige talent skaffede ham denne bærende rolle i filmen, og det må man sige at være godt set, for han har søreme talent. At være så ung og så være med i en spillefilm på et sprog man ikke selv kan, det er imponerende i sig selv.
Den kampsvedende embedsmand Teis Snap, spilles af Anders Matthesen. Han var ellers lige ved bære rollen hjem, en rolle der skulle være alvorlig og skurkeagtig, men så får han en scene til slut, hvor han desværre ryger tilbage og bliver ”Anders Matthesen”, med den ironiske facon og så har karakteren meget svært ved at forblive troværdig.
Sofie Torps karakter, Rose, er egentlig ikke så tosset, men desværre er hun ikke specielt meget med i filmen og derfor kommer rollen ikke helt til sin ret.
Om Jussi Adler-Olsen nu endelig er tilfreds med filmatiseringen af sine værker, må man jo håbe og samtidig håbe at publikum også er med.
Biografpremiere d.27.05.2021
Medvirkende: Ulrich Thomsen, Zaki Youssef, Sofie Torp, Henrik Noèl Olesen, Anders Matthesen, Lisa Carlehed, Caspar Phillipson, Mads Reuther, Thomas W. Gabrielsson, Zdeněk Godla, Julius Oračko, Luboš Oláh
Instruktør: Martin Zandvliet
Producer: Mikael Rieks
Titelsang: Martin Hedegaard / Saveus