“Mit Børnehjem i Kabul” udspiller sig i 1980’ernes Kabul, da Afghanistan var besat af Sovjetunionen. Sovjetunionen støttede den afghanske regering efter deres invasion i 1979, hvor deres mål egentlig “bare” var at styrke Afghanistans infrastruktur og regering i løbet af et års tid. Besættelsen varede i 9 blodige år og kostede flere millioner af afghanske liv mens endnu flere måtte flygte. I løbet af den tid voksede den afghanske oprørsgruppe, mujahedinerne, sig store og med blandt andet massiv støtte fra USA, vandt de til sidst styringen af landet og drev sovjettiske soldater på flugt.
Og det er her, vi møder filmens hovedkarakter Quodratollah. Han ligger i filmens åbningsbillede og sover på bagsædet af en hærget bil. Han vågner og skynder sig at komme i skoene, som ligger i bagruden, han skal nemlig i biografen. På lærredet er der flyvespark, overdrevne lydeffekter, og én eventyrligt flot inder mod otte bad guys. Vi er i Bollywoods guldalder, og i Afghanistan er alle mændende stimlet sammen i den lille biograf for at se deres store helt udlevere tæsk. Det er tydeligt at se på Quodratollah, at dét der må være livet. En smuk kvinde dukker pludselig op og begynder at synge, alle i biografen hujer og begynder at danse med.
Desværre er Quodratrollahs tilværelse langt fra flyvespark og smukke damer. Han sælger nøgleringe udenfor biografen for 10 rupier, hvilket i dag kun med nød og næppe svarer til en enkelt krone. Han må bruge snedige metoder for at tjene til dagen og vejen, og da han får tiltusket sig en masse biografbilletter til en udsolgt visning, begynder han at sælge dem til det ti-dobbelte af prisen. Men han bliver fanget og sendt på børnhjem.
Det er egentlig her, at filmen begynder. Børnehjemmet er fuld af afghanske gadebørn, og Quodratollah møder hurtigt mange som lider samme triste skæbne som hans egen. Og så er det sovjetstøttet, så der er russisk på skemaet, og der hænger billeder af store ledere overalt på væggene.
Selvom vi dumper ned i en forfærdelig situation, er man som tilskuer alligevel enormt draget af stedet. Vi følger vores hovedkarakter og hans nye venners dagligdag, og på en eller anden måde mindes man tiderne fra da man selv var barn. Den første kæreste, fodbold i frikvarteret og ens gode venner.
Filmens form er nemlig meget iagttagende og stemningsfuld, og virker til tider fuldstændig dokumentarisk. Måske fordi alle skuespillerne, hvor de fleste nærmest aldrig har spillet skuespil før, spiller fuldstændig fantastisk. Måske fordi instruktøren Shahrbanoo Sadat har lænet sig så meget som muligt op ad virkeligheden og turde lave scener der ikke skal fortælle os alt muligt, men nærmere få os til at falde til i stedet og lære karakterenes forskelligheder at kende stille og roligt. Eller også måske fordi at filmen bare er rigtig interessant skrevet.
For netop manuskriptet udbygger på Anwar Hashimis dagbøger, som instruktøren også gjorde brug af i sin debutfilm “Wolf and Sheep”. Som seer kan man mærke at det er skrevet udfra erindringer, fordi der er så mange små detaljer og nuancer i stedet som, igen for at understrege, giver den en dokumentarisk følelse som er helt fantastisk.
Shahrbanoo Sadat har uden tvivl lavet en anderledes film, som ikke ligner noget man har set før. Specielt når filmen pludselig springer ud i Bollywood scener, hvor vores hovedkarakter Quodratollah, erklærer sin kærligheden til børnehjemmets flotteste pige. Men også fordi hun altså bruger de her upolerede børnskuespillere, som hun også har brugt i sin første film, hvilket bare virker så ægte og ærligt.
Men Shahrbanoo Sadat har også lavet en film som godt nok udspiller sig i 1980’erne, men samtidig virker enormt nutidig i de problematikker Afghanistan oplever i dag. Det kan godt være at Sovietunionens besættelse er et færdigt kapitel, men der hersker stadig krig i Afghanistan, hvilket der har der gjort siden 2001.
“Mit Børnehjem i Kabul” bliver altså en fantastisk udspekuleret måde, hvorpå man som seer oplever og forstår de konsekvenser, der er for børn, som oplever krig tæt på i lande uden mange ressourcer.
Det er en film man simpelthen skal se. Specielt i en tid hvor corona-krisen fylder meget, skal vi huske de lande i verden, hvor denne krise bare er en ud af mange, der har hærget de sidste årtier.
Filmen får, pga. aflysningen af dette års Cannes festival, hvor den var indstillet i den famøse Caméra d’Or pris, premiere online på Blockbuster.dk d. 20/4.
Instruktør: Shahrbanoo Sadat
Skuespillere: Quodratollah Qadiri, Anwar Hashimi
