Prinsesse Diana, folkets prinsesse, fik en tragisk skæbne. Brylluppet mellem hende og Prins Charles skulle have været et eventyr, men det blev snarere et mareridt. Tyveårige Diana Spencer og Prins Charles blev gift i 1981. Det var ikke det store kærlighedsmatch mere et ægteskab arrangeret af det engelske kongehus. Den kvinde Prins Charles i virkeligheden var forelsket i, var Camilla Parker Bowles. Udgangspunktet for den kongelige relation var derfor ikke den bedste.

Filmen foregår op til den jul, hvor Diana og Prins Charles havde levet sammen i ti år og sammen fået to drenge. Her skildres Diana presset og ulykkelig, og man følger hende i det, der skal blive den sidste jul sammen med kongefamilien inden skilsmissen.

Diana ankommer alene og for sent til første dag ud af de tre juledage, som kongefamilien skal tilbringe sammen. Det er ganske uhørt at ankomme senere end Dronning Elisabeth. Det gør Diana imidlertid denne jul, og allerede der er stilen lagt for de mange små rebelske oprør, som Diana gør de efterfølgende tre dage, som hun bare vil have overstået.

Jo mere tjenestefolk og royale personer forventer af hende og presser på, jo mere stritter hun imod og får lavet upassende og ikke velsete ting.

De to små prinser ser bekymrede til, mens deres mor bliver mere og mere ked af det og til sidst mentalt ustabil. De prøver at hjælpe, så godt de nu kan.

Man ser også hvordan Diana ikke kan holde maden i sig og gang på gang sidder ulykkeligt foroverbøjet foran toilettet. I det hele taget er det en skildring af et menneske, der er ødelagt helt ind til benet.

Filmen er naturligvis fiktion og derfor ikke hundrede procent korrekt i sin fremstilling, men hvis dens mål også er at fremstille de mulige følelser som Diana måtte sidde helt alene med i den sidste del af sit ægteskab, gør den det godt. Med både musikken og billederne viser den på tæt hold, hvordan det må være at føle sig fanget i noget, som nærmest virker umulig at komme væk fra. Man kan mærke Dianas næsten kvælende følelse ved bare at skulle være til stede. Hun vil egentlig bare gerne være i fred, men det er det sidste hun får lov til med alle de hofdamer og tjenestefolk der hele tiden holder øje med hende og forventer noget af hende. Det skildres så overbevisende omklamrende, at man selv i publikumsrækkerne får lyst til bare at skrige op imod lærredet – Så lad hende dog være!

Det er en film med mange følelser, og selvom det mest er den knugende følelse man sidder med under det meste af filmen, så ved man alligevel det er godt, for hvis den får en til at føle bare en brøkdel af det Diana kæmpede med, så er det vellykket – det er dét gode film kan.

Kristen Stewarts er fantastisk i rollen som Diana. Stewart er ellers en skuespiller der lige skulle vokse lidt på én, men hold da op, hvor gør hun det godt her i rollen som Prinsesse Diana, hun er formidabel til følelser på skærmen.

Det er ikke ligefrem nogen munter julefilm, men et ærligt portræt af svære og ulykkelige følelser, som jo også kan være en del af julen for mange andre end lige Prinsesse Diana.

Premiere d. 3. februar 2022

Instruktør:

Pablo Larrín

Medvirkende: Kristen Stewart, Sally Hawkins, Timothy Spall, Sean Harris, Jack Farthing