Swan Song

Foto: Chris Stephens

Den pensionerede frisør Pat Pitsenbarger sidder på plejehjem, og han er oplagt ved at nå livets endestation. Han har ikke meget at foretage sig. Han sidder i sin stol og folder mængder af servietter, som han gemmer i diverse skuffer, og så ryger han til sin hjemmehjælpers store fortrydelse i smug. Hun konfiskerer straks de forbudte smøger fra ham og ruller opgivende med øjnene.

En advokat opsøger Pat på plejehjemmet. Han har en forespørgsel fra en af Pats nu afdøde kunder. Hun har i sit testamente anmodet om, at Pat ordner hendes hår, så hun kan se pæn ud i sin kiste. Det får Pat til at stikke af fra plejehjemmet for at opfylde hendes sidste ønske. Det bliver også en rejse til Pats fortid, der har budt på storhed, men også mange bitre minder. Der er længslen til partneren David, som han mistede til AIDS, og som Pat ikke arvede. David havde ikke lavet testamente, så arven gik til Davids nevø. Det er ikke et sår, der er lægt hos Pat. Han mistede ikke bare sin partner, men også deres fælles hus.

Der er mindelser til Pats dage som dragqueen på den lokale bar og endelig hans dage som den foretrukne frisør i Sandusky, Ohio. Her havde han byens fornemste, smukkeste og rigeste dame som kunde, indtil hun efter 33 år skiftede til salonen på den anden side af vejen. En salon, der blev drevet af Pats tidligere frisørelev. Det var endnu et bittert minde for Pat, som gør det svært for ham at sige ja til det ønske hans troløse kunde har til ham.

Det er oplagt, at Pat har været udsat for adskillige svigt, der har været uretfærdige og må være svære at tilgive. Det har været hårde tider, hvor AIDS var en dødsdom og tilmed tabubelagt. Muligvis var det derfor, hans kunde – den førende konservative dame i byen, søgte til konkurrenten. Det afsløres ikke, men sikkert er det, at Pat på trods af, at han arbejdede for hende, havde anset deres relation for et venskab, og at det ikke gik begge veje.

Udo Kier spiller den bærende rolle som Pat, og han gør det glimrende. Han skifter fra at være et sølle syn i for småt joggetøj til at få sig et frækt mintgrønt jakkesæt og blød hat. Så er han straks mere sig selv og kan opsøge sit gamle bøsseværtshus og få én sidste optræden. Tiden på plejehjemmet og uendelige traveture mod byen forekommer dog meget langtrukne og varer halvdelen af filmens 105 minutter.

Mødet mellem hans tidligere elev, Dee Dee Dale, spillet af Jennifer Coolidge, er sjovt. Hun kan være vampet og skrap på en og samme tid. Det er oplagt, at de ikke skiltes som gode venner, men man finder ikke ud af hvorfor.

I huset, hvor Pats tidligere kunde boede, møder Pat barnebarnet Dustin, spillet af Michael Urie – kendt som den sleske Mark i tv-serien ´Ugly Betty´. Han er rørende overfor Pat og får sat ord på, at hans farmor ikke var ligeglad med den frisør, hun i årevis havde ugentlig kontakt med.

Linda Evans, kendt fra sin rolle som Krystle Carrington i 1980-ernes hitserie ´Dollars´, er den afdøde, fornemme frue. Det er et fint gensyn, og det er ikke til at se, at hun nærmer sig de 80.

Der er for mange ting, der står hen i det uvisse – blandt andet Pats økonomiske forhold, for hvorfor mistede han sit og Davids hus. Gik han i hundene, eller havde der været noget at gøre for at beholde det. Forklaret bliver det heller ikke, hvorfor Pat ikke kan få dækket udgifter til hårprodukter i forbindelse med sit sidste job. Det giver ingen mening, men sikrer historiens fremdrift.

Tilbage står man med den bittersøde historie om en mand, der er blevet behandlet uretfærdigt og ikke har kunnet give slip på sin bitterhed.

Virkelighedens Pat Pitsenbarger levede fra 1943 til 2012.

Swan Song – premiere torsdag den 4. november 2021

Instruktion og manuskript: Todd Stephens

Producere: Todd Stephens og Eric Eisenbrey

Foto: Jackson Warner Lewis

Musik: Chris Stephens

Klip: Spencer Schilly & Santiago Figueira W.

Medvirkende: Udo Kier, Jennifer Coolidge, Linda Evans, Michael Urie

Varighed: 105 minutter.

Skriv kommentar