Verdenen omkring os har længe været på overarbejde på flere parametre, så derfor har vi mere end noget andet lige nu, brug for en film som denne. Komedie, action og ikke mindst romantik i en fuldstændig velstøbt kombination. 
 
Filmen handler om den ensomme og lettere triste forfatter Loretta Sage (Sandra Bullock), som oprindeligt interesserer sig for historiens forsvundne skatte – mere præcist arkæologisk forskning i præcolumbianske kulturer. Men det er der bare ikke noget sexet ved og derfor sælger det meget bedre at camouflere interesseren ved at skrive romantiske romaner om hovedpersonen Dr. Angela Lovemore, som tager på eksotiske eventyr med en diskret snært af forhistorisk tid, hvor hun altid ender med at skulle reddes i forskellige situationer af den flotte og muskuløse helt Dash. For at give de kvindelige læsere lidt ekstra krydderi, er denne helt også altid på forsiderne af Lorettas romaner, poseret af modellen Alan (Channing Tatum), som virkelig lever sig ind i helterollen som Dash. 
 
Lorettas agent og veninde Beth (Da’Vine Joy Randolph) forsøger at hjælpe hende med salg og bogsigneringstour, hvor forsidemodellen Alan også er en del af eventet til Lorettas store irritation, men til publikums meget store fornøjelse. Efter et halvkikset event er overstået tilkalder Loretta en vogn udenfor og før hun får set sig om, er hun mere eller mindre blevet bortført af en noget excentrisk milliardær Abigail Fairfax (Daniel Radcliffe), som vil have hendes hjælp til at afkode gammelt skriftsprog og på den måde hjælpe ham med at finde frem til den forsvundne Ildkrone i Den forsvundne by. Men selvom Loretta pænt afslår Abigails tilbud, slipper hun ikke lige så nemt ud af den. I bedøvet tilstand ender hun alligevel med at blive fløjet over Atlanten for at være nøglen til at finde den forsvundne skat. 
 
Alan, som har set Loretta blive bortført, er allerede i gang med den helt store redningsaktion. Imens veninden Beth kæmper med myndighederne, får Alan involveret den tidligere elitesoldat Jack Trainer (Brad Pitt), som er ekspert i at befri gidsler. Jack får da også befriet Loretta til Alan, som har de bedste intentioner, men som bare ikke altid er den skarpeste kniv i skuffen. Loretta ser ikke Alan som andet end en veltrænet torso uden hoved, og hun har ikke meget tiltro til denne redningsaktion, men måske kan Alan alligevel overraske. 
 
Det er yderst sjældent at hele tre genre fungerer så godt sammen i en og samme film. Men hold da ferie, hvor har brødrene Nee ramt plet med denne film. Komikken får spruttende grin frem. Spændingskurven i forhold til action forløber som den skal uden alt for langtrukne scener. Alt sammen krydret med romantik – som selvfølgelig er forudsigelig, som alle andre amerikanske romantiske komedier er og skal være i den genre. 
 
Channing Tatum er hylende morsom og som altid en fryd for øjet. Man får både lov til at se hans humoristiske skuespillertalent, hans stuntmandsevner, hans dansemoves og ikke mindst kroppen, som altid står knivskarpt. Han og Sandra Bullocks kemi er altoverskyggende, både hvad angår humoren og romantikken – det er en ren fornøjelse. 
Sandra Bullock er som altid skarp i replikken og ligeledes helt i toppen, når det gælder komedier. Det er meget sjældent, at der er noget at sætte en finger på der og det er der naturligvis heller ikke her. 
Daniel Radcliffe kan virkelig få sine flotte blå øjne til at skifte til excentriske ’crazy eyes’, og han gør det også overbevisende i skurkerollen denne gang. 
Sidst men ikke mindst må man jo ikke glemme gode gamle Brad Pitt, det er en meget lille rolle han har i denne film og derfor ikke så meget at vurdere, men hvem kan ikke lide en god film, der er stjernespækket? 
Denne film er præcis som Sandra Bullock selv beskriver, ”den perfekte humørmedicin.. En højtråbende, uhøjtidelig popcornfilm, som kan bringe publikum sammen om et godt grin..” 
Det kan vist ikke beskrives meget bedre end det, og det er med en klar anbefaling herfra. 
 
 
Premiere: 28/4-2022
 
Instruktør: 
Adam Nee og Aaron Nee
Medvirkende:
Sandra Bullock
Channing Tatum
Daniel Radcliffe
Da’Vine Joy Randolph
Oscar Nuñez
Patti Harrison
Bowen Yang