Intentionerne og ideerne har højst sandsynligt været rigtig gode, men alt for mange kunstneriske virkemidler, ideen om en lidt for afslappet stemning blandet med håndholdt kamera og alt for mange underlige og svært gennemskuelige kameravinkler og ekstrem dårlig lyd blandet med en underlig brug af ekko drukner dokumentaren og får historien til at forsvinde.
Producent John Bager og instruktør Kasper Kiertzner har uden tvivl ville fortælle en god og anderledes historie om et ungt bands op- og nedture og vejen til succes. Historien er i og for sig god, men både den og de involverede ageren kommer hurtigt til at virke kunstig og iscenesat. Igennem et håndholdt kamera følger du bandet et års tid før deadline på deres nye album Solkongen. Et af bandets medlemmer Mikkel har forladt bandet og det er tæt på opløsning, alligevel vælger de at trodse modgangen og bruge den til at skrive musik.
Man mærker tydeligt bandets sammenholdet, men det virker også meget opstillet, flere gange sidder man tilbage med tanken om, hvordan især Niels Brand egentlig er, når der ikke er kamera på. Hver især forsøger hvert enkelt bandmedlem at virke mere filosofisk, alvidende og anderledes interessant end de andre – endda i så høj grad at man irriteres over det og nærmest skriger på, om Janteloven ikke godt snart vil tage over.
Kameravinklerne er der i den grad eksperimenteret med. Jeg er ikke i tvivl om, at der er tænkt store tanker om, hvordan bandet skulle filmes og dokumentaren sættes sammen, men det bliver alligevel lidt for eksperimenterende, når diverse mikrofonstativer, vindueskarme og fødder kommer i vejen for det, kameraet egentlig skal filme. Herudover interviews Brandt flere gange siddende overfor en tom stol – igen tillægges dokumentaren lidt for mange filmiske virkemidler og underlige kameravinkler.
Herudover er lyden i flere tilfælde virkelig dårlig. Dette i en sådan grad at det direkte skriger i ørerne, når der afspilles optagelse fra blandt andet koncerter eller lydprøver. Det hviner i ørerne, og du føler en ufattelig trang til at skrue ned eller direkte slukke for fjernsynet. Derudover bruger man flere gange ekko, når tankerne vælter rundt i Brandts hoved, men dette blandet med dårlig rumklang gør det ikke kun forvirrende men også decideret svært at høre og forstå, hvad der egentlig bliver sagt.
Jeg er sikker på, at intentionerne har været gode; at man har ville fortælle en historie om et anderledes band i med- og modgang, men i stedet fremstiller man bandets medlemmer som nogle overlegne typer, der selv overfor et nærmest tomt telt opfører sig som om de er Rolling Stones. Deres attituder ødelægger det i den grad for dem selv og man må egentlig håbe, at det er dokumentaren, der fremstiller dem på en knap så flatterende eller pæn måde.
Jeg håber, at The Minds of 99 har større succes på scenen end på skærmen, for i samarbejde med Kasper Kiertzner har de begået en dokumentar med alt for meget hang til at være selvfed og en historie, der drukner i mængden og man må sande, at der i den grad er langt fra gadedrengene i The Mind of 99, der ryger en joint her og der og forsøger at virke løsslupne til for eksempel de gamle gadedrenge fra Gasolin og Gnags.
Premiere: 14. juni
Producent: John Bager
Instruktør: Kasper Kiertzner
Medvirkende: The Minds of 99v
