Filmen er bygget over Roald Dahls bog ‘Heksene’. Den handler om den lille Bruno, der har mistet begge sine forældre, der er blevet dræbt i en bilulykke. Han kommer herefter til at bo hos sin elskelige bedstemor. Da Bruno og Bedstemoderen støder på en heks hos den lokale købmand, søger de tilflugt på et flot badehotel. Det viser sig, at de har flyttet sig fra asken til ilden, fordi de djævelske hekse holder kongres her.

Heksenes plan er at udrydde alle børn i Verden ved at trylle dem om til mus. 

Der har været gang i teknikken, og det må have været sjovt at lave diverse optrin med horder af skrækkelige hekse. Det er ganske enkelt imponerende, når heksenes hænder forvandler sig til klør med kun to fingre, ligesom deres fødder kun har én grufuld tå med en negl som en ørns klør. Overheksen kan forvandle folk til en bunke støv blot ved at nedstirre dem. Et andet kendetegn ved de fæle hekse er, at de alle går med paryk, og at de tager dem af, når de er i enrum, fordi deres hovedbund kradser. Dette er indgående grafisk og uhyggeligt fremstillet, så selv de mest tungnemme kan være med. At skaldede kvindemennesker er mentalt forstyrrede og onde er bare en kliché, der bruges alt for meget og ikke er specielt morsom. 

Klichéagtigt er det også, at man forstår, at bedstemor er god som dagen er lang. Hun er sort, hun er tyk, og hun kommer fra fattige kår. 

Lille Bruno og en anden dreng på hotellet bliver tryllet om til mus og skal sammen med Brunos kælemus (der viser sig også at være et forvandlet barn) nu klare ærterne sammen med Brunos bedstemor. Octavia Spencer udfylder rollen som Bedstemor, der forsøger at få lidt liv i sit barnebarn efter hans forældres død. Hun spiller sammen med unge Jahzir Bruno. Han virker noget endimensionel i persontegningen, så der kom faktisk lidt mere liv i ham, da han blev til en mus. 

Det er ikke helt oplagt, hvem filmen henvender sig til her op til Halloween. Den er ikke sjov for voksne, den må være alt for uhyggelig for helt små børn, og dem indimellem vil nok finde den lidt fjollet. Værst af alt har den ikke noget af den poesi, der kendetegner Roald Als univers. 

Selv om instruktøren Robert Zemeckis har sikret sig smukke Ann Hathaway til rollen som den fæle overheks og Stanley Tucci som den sympatiske hoteldirektør, ændrer det ikke ved, at man ikke så meget som trækker på smilebåndet, de 104 minutter filmen varer. 

‘Witches’ – premiere den 29. Oktober 

Instruktør: Robert Zemeckis 

Medvirkende: Anne Hathaway, Octavia Spencer, Stanley Tucci, Jahzir Bruno m.fl. Premiere: 29. oktober

Varighed: 104 minutter